Millionsvindel i Socialstyrelsen

Britta Nielsens datter brød grædende sammen i retten: - Jeg var det lette offer

Onsdag er første dag i sagen mod tre søskende, der ved Retten i Glostrup er tiltalt for groft hæleri.

Læs livebloggen fra første retsdag.

- Hun har tænkt, at jeg har været det lette offer. Jeg har ikke haft styr på mine ting, hun har haft styr på alt for mig,

Ordene er Nadia Samina Hayats. De faldt onsdag ved Retten i Glostrup, da hun skulle svare på, hvorfor hendes mor, Britta Nielsen, har overført mange flere millioner til hende sammenlignet med Britta Nielsens to andre børn.

Min mor er den person i verden jeg stoler allermest på… eller det var hun

Nadia Samina Hayat

Det var første gang, et af Britta Nielsens børn udtalte sig i retten. Ingen af dem har ønsket at deltage i politiets efterforskning eller at lade sig afhøre af politiet.

- Min mor er den person i verden, jeg stoler allermest på… eller det var hun, lød det fra Nadia Samina Hayat.

De tre søskende er alle tiltalt for særlig groft hæleri. Ifølge anklageskriftet har de over en længere årrække direkte eller indirekte modtaget tilsammen omkring 51 millioner kroner fra deres mor. Penge, de ifølge anklageskriftet vidste eller bestemt formodede, stammede fra kriminalitet.

Børnene har ikke modtaget lige mange penge. Ifølge tiltalen har den yngste datter, 32-årig Nadia Samina Hayat, fået overdraget over 37 millioner kroner over en periode på mere end 11 år. Hovedparten af pengene er gået til heste eller hestesport.

- Ridning og heste var en interesse, min mor og jeg havde sammen. Derfor fik vi også skabt et stærkt bånd, forklarede Nadia Samina Hayat i retten.

Retsformand godkendte forsvarets ønske

Normalt er det først anklagemyndigheden, der afhører tiltalte i straffesager, men forsvarsadvokat Christian Buhl Bjerrehuus bad om, at rækkefølgen blev vendt om.

Christian Buhl Bjerrehuus begrundede sit ønske med, at hans klient har fået en diagnose, hvor konsekvenserne er angst og koncentrationsbesvær.

- Der er et enormt pres på min klient, blandt andet at hun skal se sin bror for første gang i halvandet år, sagde Christian Buhl Bjerrehuus.

På trods af anklagemyndighedens protester gav retsformanden tilladelse til at ændre rækkefølgen.

Fortalte om en tryg opvækst

Forsvareren ønskede at gennemgå Nadia Samina Hayats liv fra barndom til nu.

Nadia Samina Hayat fortalte om en god og tryg opvækst med en hønemor og en ligeså overbeskyttende far. Begge forældre havde gode stillinger, som Nadia Samina Hayat opfattede det.

Men i 2005 døde faren. Han havde været syg med hjertet og skulle igennem en operation, forklarede hun. Men dagen inden han skulle hjem fra hospitalet, gik han bort.

- Det sker meget pludseligt, og det er et chok, sagde hun med gråd i stemmen.

Min mor er alt for mig, hun er min rock

Nadia Samina Hayat

Efter farens død var familien ifølge Nadia Samina Hayat meget påvirket, og det var op til Britta Nielsen at være den stærke, der samlede familien. Hun var altid den, der trådte i karakter, når det blev hårdt, fortalte Nadia Samina Hayat.

Familien tog på en rejse til Sydafrika.

Børnene har aldrig været inddraget i familiens økonomi, og efter faderens død satte Nadia Samina Hayat sig med sin mor og spurgte til, hvordan hun skulle klare det her, forklarede den 32-årige datter i retten.

Svaret fra Britta Nielsen lød, at ”det skal du slet ikke bekymre dig om”. Ifølge Nadia Samina Hayat forklarede Britta Nielsen, at faren havde efterladt en arv, der var investeret i aktier og obligationer. Desuden var der en livsforsikring og en fælles opsparing, fik hun at vide.

Nadia Samina Hayat tvivlede ikke på sin mors forklaring.

- Vi havde et tæt forhold. Min mor er alt for mig, hun er min rock, sagde hun.

I de følgende år boede Nadia Samina Hayat i Tyskland og Holland, hvor hun drev hestevirksomhed - ifølge hendes forklaring uden at have indblik i regnskaber eller økonomien. Det tog hendes mor sig af.

I Holland droslede hun ned for hestevirksomheden og rejste hjem til Danmark for at studere, og hun flyttede ind hos sin mor i Hvidovre.

Brød sammen i gråd

22. september 2018 forlod hendes mor landet. Hun havde været sygemeldt med hjernerystelse og tog til Sydafrika for at slappe af.

Siden har Nadia Samina Hayat ikke set sin mor udover i nyhederne, for imens Britta Nielsen befandt sig i Sydafrika, begyndte sagen om millionsvindlen i Socialstyrelsen at rulle.

Nadia Samina Hayat græd, da hun skulle fortælle om det i retten.

- Jeg sammenlignede det med, at jeg havde mistet hende. Jeg kunne slet ikke kende hende mere, lød det.

Der er afsat ni retsdage til sagen mod de tre søskende. De næste dage skal gå med afhøring af de tiltalte. Derefter skal der afhøres vidner, og Britta Nielsen har meddelt, at hun ønsker at vidne.

Dommen ventes at falde 30. eller 31. marts.

Alle tre nægter sig skyldig.