Krimi

Tiltale mod 34-årig: Anklaget for 129 tilfælde af seksuelt misbrug af drenge

Misbruget er foregået ved grooming via sociale medier.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 34-årig mand i en omfattende sag om grooming.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 34-årige er blandt andet tiltalt for i 129 tilfælde at have udsat drenge, primært i alderen mellem 10 og 15 år, for forsøg på voldtægt, ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelse og anden seksuel omgang end samleje.

Manden har blandt andet fået kontakt med drengene via grooming på sociale medier.

Politiet har efterforsket sagen siden april 2018, og den 34-årige, som bor i Esbjerg Kommune, blev ifølge TV Syd anholdt 9. januar.

Over 100 drenge fra hele landet er blevet afhørt af de lokale politikredse, langt hovedparten på video.

Manden er også tiltalt for at have overtrådt et forbud mod at kontakte børn og unge via internettet, ligesom han også er tiltalt for besiddelse af børneporno.

Sagen begynder i august og kommer til at køre som en nævningesag over 30 retsdage ved Retten i Esbjerg.

Grooming:

  • Grooming er et engelsk begreb, der beskriver processen, hvor en krænker opbygger en relation til et barn eller en ung med henblik på at begå et seksuelt overgreb.
  • Krænker har ofte over længere tid manipuleret og forført barnet med det formål at få offeret til at overskride sine grænser. Det kan både foregå online og offline, men man ser i dag rigtig mange tilfælde af grooming på nettet.
  • Analyser af sager om online-relaterede seksuelle overgreb på børn viser, at samme mønster ofte går igen.

Kilde: Red Barnet