Krimi

Formodet gerningsmand anholdt i drabssag fra Fredericia

En mand på scooter med sort styrthjelm blev set køre væk fra stedet efter drabet. Local Eyes

Den 27-årige anholdte fremstilles lørdag ved grundlovsforhør i Horsens med krav om fængsling.

Sydøstjyllands Politi har fredag anholdt en 27-årig mand fra Fredericia, som mistænkes for at stå bag drabet på en 24-årig mand i Korskærparken i Fredericia mandag 24. februar.

Den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

Den 24-årige blev ramt af skud i brystet, og vidner beskrev, at en person på en sort scooter iført en sort styrthjelm var set køre væk fra stedet.

Den anholdte menes ifølge Sydøstjyllands Politi at være identisk med den sortklædte person på scooteren.

Han vil lørdag klokken ti blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Horsens med krav om fængsling, oplyser politiet.

To personer blev torsdag anholdt som led i efterforskning af drabssagen.

De blev fredag fremstillet ved grundlovsforhør, hvor anklageren begærede såkaldt dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden ved retsmødet ikke får oplyst navnene på de anholdte, og hvad de er sigtet for.

Sydøstjyllands Politi vil ikke oplyse, hvilken forbindelse, der er mellem de to anholdte og den nu 27-årige mand, der mistænkes for at være gerningsmand til drabet.