Krimi

Flugtfange udleveret til Danmark efter anholdelse i Spanien

Flere personer hjalp ham med at flygte ved at smugle to pistoler med med ind på afdelingen gemt i en kageæske.

Det var to gas- eller signalpistoler, den 24-årige bandeleder Hemin Dilshad Saleh brugte, da han og en kammerat 19. november 2019 truede sig ud af psykiatrisk afdeling i Slagelse, hvor bandelederen var varetægtsfængslet i surrogat.

Det er fredag kommet frem i dommervagten i København, hvor Hemin Dilshad Saleh blev fremstillet for en dommer og varetægtsfængslet frem til den 24. marts.

Da han torsdag eftermiddag blev udleveret fra Spanien, var det efter fire måneder først på flugt og siden i spanske fængsler, efter han 22. januar blev pågrebet i Barcelona.

Retsmødet blev holdt bag lukkede døre, men inden pressen blev bedt om at forlade retslokalet, blev sigtelserne mod den 24-årige læst op.

Ud over den oprindelige sigtelse om et groft massseoverfald i en frisørforretning på Nørrebro, er han sigtet for dokumentfalsk på en sushi-restaurant, hvor han fremviste britisk pas og kørekort samt ulovlig besiddelse af en mobiltelefon i Frederikssund Arrest i 2018.

Dertil kommer fire forskellige sigtelser, der knytter sig til flugten i Slagelse:

Selve flugten fra varetægtsfængslingen samt brud på våbenloven, idet han og en medgerningsmand var i besiddelse af to gas- eller signalpistoler, som blev smuglet ind i fængslet i en kageæske. Samt trusler mod personalet på sygehuset og ulovlig tvang, da de pegede med pistolerne mod personalet og tiltvang sig flugten fra stedet.

Under retsmødet ønskede Hemin Dilshad Saleh ikke at lade sig afhøre, ligesom han ikke har taget stilling til, om han vil erklære sig skyldig eller ikke-skyldig i de rejste sigtelser. Det oplyste hans advokat, Louise Traberg Smidt.

Smuglede pistoler ind

Under flugten hjalp en række personer bandelederen med at slippe bort ug ud af landet.

Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi oplyser til TV 2, at fem formodede medgerningsmænd sidder varetægtsfængslet sigtet for fangeflugten - mens yderligere en person fortsat er sigtet, men nu er løsladt.

Den 24-årige mand var placeret i surrogat på den psykiatriske afdeling, efter en lægeerklæring om, at han var psykisk ustabil, var fremlagt for en dommer.

Ifølge en redegørelse fra Justitsministeriet var det på baggrund af en række fejl blandt andet hos politiet, sundhedsmyndighederne og i Kriminalforsorgen, at han ikke var bedre bevogtet.

Hemin Dilshad Saleh er en ledende figur i den københavnske bandegruppering NNV.