Drab på radiovært Nedim Yasar mangler motiv - nu falder dommen
En mand har erkendt, at han var på Nørrebro - for at købe Viagra. Hans ven nægter at have kendt eller skudt Nedim Yasar.
Solen var for længst gået ned, da en mand gik hen til radiovært Nedim Yasar og skød ham flere gange i hovedet.
Det var mandag 19. november 2018, og Nedim Yasar havde netop forladt sin egen bogreception for 'Rødder - en gangsters udvej', der er skrevet af journalist og forfatter Marie Louise Toksvig, og handler om Yasars tidligere liv som kriminel.
Tirsdag ved Retten på Frederiksberg falder dommen over to mænd, der er tiltalt for drabet.
En 25-årig mand fra rockerklubben Satudarah er anklaget for at stille sig på lur og derefter affyre pistolen på klos hold. Hans 26-årige barndomsven er anklaget for at kende til planen, da han kørte sin bil og kammeraten til Nørrebro i København og ventede, mens drabet blev udført.
Mangler motiv
Begge mænd har i løbet af retssagen nægtet sig skyldige, og Anklagemyndigheden har hverken kunnet påvise et motiv eller en relation mellem de to tiltalte og Nedim Yasar.
- Betyder det, at man ikke kan dømme de to for drabet, spurgte anklager Jens Povlsen retorisk i sin afsluttende procedure, inden han selv gav svaret, at ikke alle forbrydelser har et tydeligt motiv.
- Ligesom man ikke kan dømme nogen, alene fordi de har et motiv, så kan man ikke frifinde nogen, alene fordi man ikke kan få øje på motivet, procederede Jens Povlsen.
Forsvarer Mai-Brit Storm Thygesen så anderledes på det manglende motiv:
- Sagen rejser flere spørgsmål, end den giver svar. Det handler om helt almindelige principper om retssikkerhed. Er skylden bevist ud over enhver rimelig tvivl, spurgte Mai-Brit Storm Thygesen i sin procedure, hvor hun også påpegede, at der hverken er fundet et gerningsvåben eller krudtslam, der knytter de to mænd til drabet.
Vidne så drabet
Kort før drabet så flere vidner en hætteklædt mand stå og vente på det modsatte fortov foran Ungdommens Røde Kors' lokaler på Hejrevej på Nørrebro, hvor bogreceptionen fandt sted.
Festlighederne sluttede klokken 19, og de sidste gæster stod og talte sammen på gaden, mens Nedim Yasar pakkede sammen og læssede blomster og gaver ind i sin bil og satte sig til rette på førersædet.
10-15 meter bag ham hørte en mand, der ledte efter en parkeringsplads, pludselig lød et skud og glas, der blev knust.
Han kiggede op og så, at gerningsmanden affyrede et sidste skud ind gennem sideruden på Nedim Yasars bil.
- Han stod meget tæt på vinduet med pistolen, forklarede vidnet, der var bange for at afgive forklaring og er beskyttet af et navneforbud.
Dansker eller ej
Men det var mørkt, og mens alle vidner afgav nogenlunde enslydende forklaringer om en hætteklædt mand med skæg, så mente hovedvidnet, at der var tale om en mand af arabisk herkomst.
Begge tiltalte i sagen er etnisk danske mænd.
Imidlertid var vidnet sikker på, at manden, der skød, er den samme mand, som på forskellige overvågningsbilleder fra området går fra kammeratens parkerede bil til gerningsstedet - og efter drabet ses i løb tilbage mod bilen, hvorefter han ikke ses igen.
Teledata og overvågningsbilleder placerer de to kammerater sammen det meste af dagen og aftenen. Chaufføren har erkendt, at han var på Nørrebro med en ven, og at hans bil med en særlig lygtefejl er fanget på overvågningsbilleder. Men det var ikke for at dræbe nogen, det var for at købe Viagrapiller.
Har anklageren ikke kunnet overbevise dommere og nævninge om, at chaufføren havde drabsmanden med i bilen, at han samtidig vidste, at der skulle udføres et drab, så må de frifinde ham.
Manden fra Satudarah nægter at have været på Hejrevej. Også selvom teledata placerer ham i området.
- En svær sag
Marie Louise Toksvig, der som forfatter til bogen om Nedim Yasar deltog i receptionen og har fulgt sagen, hæfter sig også ved det manglende motiv.
Også selvom anklageren i sin procedure antydede, at drabet kunne være bestilt af en tredje person. For eksempel af en højtstående Satudarah-rocker. Måske en uven fra Nedim Yasars kriminelle fortid.
- Det er en mærkelig uforløst oplevelse, at vi ikke har hørt om et motiv i retten. At det måske aldrig kommer for en dag, siger Marie Louise Toksvig.
Hun kan ikke på forhånd sige, om det vil være en forløsning, at de to bliver enten dømt eller frikendt.
- Jeg overlader det trygt til dommer og nævninge at træffe den rigtige beslutning. Men det er en svær sag at afgøre, siger Marie Louise Toksvig.
Skyld og dom hver for sig
Klokken 10 afsiges der skyldkendelse i sagen i Retten på Frederiksberg.
Bliver begge tiltalte frifundet, er sagen færdig i byretten.
Findes mindst én af de tiltalte skyldig, skal der efterfølgende procederes for straf i forhold til den eller de skyldige, hvorefter den endelige dom forventes senere tirsdag.