Krimi

Seks unge mænd idømt fængsel - overfaldt Brøndby-fans i S-tog

Brøndby IFs fans under DBU pokalfinalen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland i Telia Parken i København 17. maj 2019. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En syvende mand, der var tiltalt i sagen, er blevet frifundet.

Seks unge mænd er onsdag blevet idømt mellem otte og ti måneders fængsel i en sag om overfald og røveri begået mod Brøndbyfans i et S-tog.

Det oplyser Københavns Byret.

Overfaldene fandt sted om aftenen 12. august 2018, hvor Brøndby IF skulle spille mod FC København i Parken på Østerbro i København.

Ofrene blev frarøvet Brøndbyjakker og -trøjer.

I alderen 21 til 28 år

De dømte er i alderen 21 til 28 år. En syvende mand, der var tiltalt i sagen, er blevet frifundet.

To af ofrene blev ifølge anklageskriftet fastholdt, slået i hovedet, skubbet ned på gulvet, slået og trampet. Den ene blev frarøvet en Brøndbyjakke og -T-shirt. Den anden blev frarøvet en Brøndbyjakke, -bluse og -spillertrøje.

Den tredje person, der blev overfaldet i S-toget, blev skubbet og fik stjålet en T-shirt med Brøndby IF's kendetegn.

De dømte var tiltalt for røveri, grov vold og forstyrrelse af den offentlige orden og var ifølge anklageskriftet sammen med en større gruppe uidentificerede personer i S-toget.

Overfaldene fandt sted omkring klokken 19 på strækningen mellem Nordhavn og Østerport Station i København.