Dansk millionær blev slået ihjel i sit eget hjem - en avisforside afslørede drabsmanden
Under efterforskningen af det ekstremt brutale drab fandt Rejseholdet ud af, at drabsmanden var at finde et helt andet sted, end de forventede.
Advarsel: Denne artikel indeholder voldsomme billeder og beskrivelser af et drab. Beskrivelserne er baseret på politiets retsmedicinske undersøgelser og en rekonstruktion i forbindelse med drabssagen.
Det var her, den måtte være… Den nøgle til pengeskabet han ledte efter.
Gennem de udklippede huller i elefanthuen orienterede indbrudstyven sig hurtigt i det dunkle soveværelse: Han var ikke alene. På sengen lige til højre for ham lå husets ejer og sov.
Han var nødt til at være stille. Med målrettede skridt trådte tyven hen til natbordet, tændte sin lille lommelygte og begyndte at lede efter nøglen.
Men i samme øjeblik spærrede den sovende mand øjnene op. Han så direkte på den maskerede mand, som stod få centimeter fra sengens hovedgærde. Og så rejste han sig.
Den gamle mand i sengen var Rud Frimodt Pedersen. Dansk fabrikant og mangemillionær.
Og den nat i efteråret 1993 blev hans sidste.
Den 83-årige mand blev offer for et drab, der var så brutalt, at det gjorde et uudsletteligt indtryk på de efterforskere, som arbejdede med sagen. Ikke mindst den erfarne efterforsker Poul Børge Andersen fra Rejseholdet.
Ifølge ham indeholder sagen den grundlæggende frygt, vi alle har, for at blive overfaldet i vores eget hjem. Men den indeholder også de udfordringer, som danske efterforskere sommetider står i.
Gennem unik adgang til bevismaterialet kigger TV 2 i dokumentaren ’Rejseholdet - Jagten på en morder’ tilbage på efterforskningen for 26 år siden.
En efterforskning, hvor drabsmanden viste sig at være en helt anden, end politiet forventede. Og hvor en tilfældighed blev det afgørende spor.
Efterladt bagbundet og kvalt
Det var midt på eftermiddagen 27. september 1993, da lokalbetjentene fra Horsens ankom til den lille østjyske by Daugård nær Vejle.
På førstesalen i den store røde murstensvilla fandt man ejeren. Rud Frimodt Pedersen lå på gulvet med en pude under hovedet og en dyne over sig, som om han sov.
Men der var ingen tvivl om, den 83-årige mand var død.
Det hvide sengelinned var ikke mere hvidt, men farvet rødt af store blodplamager.
Hans håndled var bundet sammen med et læderbælte bag ryggen, og begge hænder var dækket af mærker fra en kniv - såkaldte afværgelæsioner. Det var tydeligt, at millionæren havde forsøgt at afværge et angreb ved at gribe fat om knivbladet. På trods af forsvaret havde kniven ramt omkring ti steder i hans ansigt og på hans torso.
Den normalt nydelige 83-årige mand havde desuden et stort sår i hovedet efter et hårdt slag med en portvinsflaske.
Til sidst kunne politiet også konstatere efter obduktionen, at han var blevet kvalt med et lille, transparent silketørklæde.
Var der et personligt motiv?
De lokale efterforskere vidste med det samme, at denne sag krævede særlig ekspertise.
Og der gik ikke mere end tre timer, fra de fandt den mishandlede mand, til de sendte bud efter Rejseholdet.
Specialenheden stod udelukkende for efterforskning i særligt komplicerede drabssager – og denne skulle vise sig at blive netop det. Kompliceret.
Det var dog særligt drabsmandens brutalitet, der vakte undren hos efterforsker Poul Børge Andersen, som var en del af det fremmødte hold.
Alene slaget med flasken var påført med en sådan kraft, at det kunne slå de fleste ihjel. Det havde givet Rud Frimodt Pedersen kraniebrud.
Det gjaldt om at sætte sig ind i forbryderens tanker. Forstå, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Sådan var Rejseholdets tilgang.
I husets stueetage fandt politiet et svar på, hvad gerningsmandens egentlige mål var.
Rud Frimodt Pedersens pengeskab var blevet åbnet. På skabets øverste hylde var der stjålet udenlandsk valuta til en værdi af 50.000 kroner.
Det var et klart motiv. Men der var stadig noget, hvor drabet adskilte sig.
De mange skader viste ikke bare, at Rud Frimodt Pedersen havde kæmpet for sit liv. Det kunne også tyde på en enorm vrede hos drabsmanden. At motivet ikke blot var økonomisk, men personligt.
Det hemmelige vindue
Den person, der var trængt ind i boligen og havde dræbt millionæren, havde efter alt at dømme været forberedt. Ikke så meget som ét fingeraftryk var at finde i villaen.
Forestillingen om, at det rent faktisk kunne være en, som kendte millionæren, blev forstærket af politiets tekniske undersøgelse af millionærens villa.
Alt var tilkoblet et alarmsystem, som skulle advare Rud Frimodt Pedersen, hvis uvedkommende gæster forsøgte at komme ind. Hver en dør og hvert et vindue var sikret.
Undtagen et.
Et enkelt vindue i kælderen udløste ingen alarm. Og det var netop her, at gerningsmanden var kommet ind.
Det rettede nu efterforskningen mod millionærens omgangskreds.
Hvem var millionæren?
I Daugård vidste folk godt, hvem Rud Frimodt Pedersen var.
Selvom han var pensioneret, så var det alment kendt, at den 83-årige var velhavende, og mange havde hørt om hans forretningseventyr i Mellemøsten. Fabrikken, som havde produceret melkværne, lå stadig i Daugård.
Modsat hans ry som den lokale millionær var det meget få, der virkelig kendte Rud Frimodt Pedersen. Det fandt efterforskerne hurtigt ud af, da de begyndte at udspørge folk i hans netværk.
Efter hans kone var kommet på plejehjem, var han alene i det store hus, og han holdt sig for det meste for sig selv. Han havde kun få venner. Selv sine sønner og hans børnebørn snakkede han ikke med.
Af sine nærmeste blev han beskrevet som en person, der gik ekstremt meget op i præcision og kvalitet. Ikke bare i sit arbejde, men også i sit hjem og privatliv. Og han forventede den samme pertentlighed hos sine nærmeste.
Konflikten og uvenskabet, der havde fået ham til at slå hånden af sin familie, var netop opstået i forbindelse med, at hans sønner skulle overtage virksomheden.
Og derfor var efterforskerne også nødt til at undersøge, om det var hans nærmeste, der kunne være skyldige. Lå der et drabsmotiv i konflikten?
Efterforskerne kunne dog hurtigt udelukke, at familien skulle have noget med drabet at gøre.
I stedet måtte politiet lede endnu længere ude i hans netværk. Et sted, hvor en anden konflikt lurede.
De usædvanlige venner
Af de få mennesker, Rud Frimodt Pedersen sås med, var der en gruppe af yngre mænd.
De kom jævnligt - både for at besøge den excentriske millionær og for at arbejde med hans eksklusive biler. I garagen holdt flere luksusbiler, som de passede og pudsede og sommetider fik lov at prøvekøre.
Særligt en af de unge mænd havde været en langvarig ven af Rud Frimodt Pedersen og havde endda fast handlet ind for den gamle mand.
Men så var det pludselig ophørt. Fra den ene dag til den anden.
Det var nu næsten tre måneder siden, at købmanden havde set ham.
Den unge mand kendte millionæren, kendte huset og meget tydede på, at han var endt i en konflikt med den 83-årige, siden at kontakten var stoppet så brat.
Rejseholdet var meget interesseret i ham.
Bare få dage efter drabet holdt en patruljevogn og ventede foran hans hjem. Klar til at afhøre ham.
Niels-Henrik Rasmussen var 33 år og lokal.
- Er Frimodt død? spurgte han uforstående, da betjentene foran hans hoveddør fortalte om årsagen til deres besøg.
Det var et kæmpe chok. Han havde ikke hørt et ord fra millionæren i en lang periode. Men årsagen var ikke, at han havde et horn i siden på Rud Frimodt Pedersen. Faktisk var det lige omvendt, forklarede han.
De to havde lært hinanden at kende i 1986, fordi de delte passionen for biler. I årenes løb var de blevet, hvad Niels-Henrik Rasmussen anså som gode venner.
Det var lige indtil en sommerdag i 1993.
Her kom Niels Henrik forbi villaen og fandt sin kedeldragt liggende foran døren. Kun et par dage forinden havde han glemt at hænge den på plads - og glemt den nøgle, han havde fået af Rud Frimodt Pedersen, i lommen.
Da han kiggede gennem køkkenvinduet, så han millionæren stå inde i stuen og stirre ud. Han fortrak ikke en mine. De fik øjenkontakt et øjeblik. Men millionæren gjorde med sit kropssprog klart, at forglemmelsen var utilgivelig.
Det var sidste gang, de to havde kontakt.
- Hvor var du natten til den 27. september, spurgte betjentene.
Her havde Niels-Henrik Rasmussen været hjemme med sin kone og lille søn. Den unge mand havde altså et alibi, og der var ingen tvivl hos politiet: Han var ikke drabsmanden.
Rejseholdets håb om et gennembrud blev hermed skudt til jorden. Nu stod de igen på bar bund.
Hvem var morderen? Det virkede ikke til, at det var en i millionærens omgangskreds.
Motivet så ud til at være økonomisk. Men hvem vidste, at kældervinduet var lige præcis der, man kunne komme uden om husets alarmen? Og så var der det tip, Rejseholdet havde fået fra en lokal mand om, at der var blevet set en lille sort bil. Den oplysning bragte dem heller ikke meget videre.
Derfor valgte de at være proaktive.
Under hele efterforskningen havde de lokale medier rapporteret flittigt om sagen. Og det var den omtale, man nu ville prøve at udnytte: De 50.000 kroner, som var blevet stjålet fra Rud Frimodt Pedersens pengeskab, var i de tyske D-Mark-sedler.
Alle sedlerne var de store 1000 D-Mark sedler, som hver svarede til omkring 5000 kroner. Der var altså kun omkring ti styk af de store sedler.
Der er altid nøje overvejelser, når man bringer oplysninger fra en efterforskning - men denne gang var det det helt rigtige at gøre.
Avisen, der ændrede alt
Narkobetjent Frank Schødt fra Odense Kriminalpoliti tog en tår af sin kaffe.
Det var 2. oktober 1993, og han var på vej med færgen fra Fyn til Sjælland og bladrede i dagens B.T..
På forsiden stod en lille henvisning til en artikel. Og da han slog op på den midterste side, hvor artiklen skulle være, blev hans opmærksomhed for alvor fanget.
“Rovmordere stjal smykker og 50.000”, stod der på papiret.
Rejseholdet efterlyste 50.000 kroner i udenlandsk valuta. Pengene var forbundet med et voldsomt drab i Daugård. En lille sort bil var desuden blevet set i den østjyske by.
Det kunne ikke være rigtigt, kunne det?
Frank Schødt sad selv med en stor narkosag netop nu. Og der var nogle skræmmende ligheder, som han ikke kunne ignorere.
Han tog sin telefon og ringede til Rejseholdet.
Måneders parallelt arbejdet
Kort inden Frank Schødt var steget på færgen, havde han anholdt en ung mand.
Efter måneders aflytning af telefoner og skygning af den mistænktes kørsel rundt i Danmark havde betjenten taget ham på fersk gerning: På vej hjem fra Holland, hvor han havde købt stoffer for præcis 50.000 kroner.
Betjentene vidste, at den unge mand desperat havde søgt efter et lån inden turen til Holland. Både banken og hans venner havde afvist ham.
Nu vidste både Frank Schødt og Rejseholdet, at lige netop den information var altafgørende.
Det samme var informationen om, at der var blevet set en lille sort bil i Daugård omkring det tidspunkt, hvor Rud Frimodt Pedersen var blevet dræbt. En sådan bil kørte den mistænke nemlig sommetider i - blandt andet når han besøgte sin kæreste i Daugård.
En drabsmand bliver konfronteret
Hvor kom pengene fra?
Det var den vigtigste information, Frank Schødt skulle have ud af den unge anholdte mand foran sig. Det var både han og Rejseholdet uhyre interesseret i.
Politiet var allerede klar over, at han var i pengenød, argumenterende betjenten, men den unge mand holdt fast: Pengene kom fra noget sølvtøj, han havde solgt, lød forklaringen.
Beviserne mod ham var allerede overvældende.
Han havde befundet sig tæt ved gerningsstedet på drabsnatten. Han havde uden videre forklaring anskaffet 50.000 kroner, som han indædt havde forsøgt at skaffe i en længere periode. Og han havde kørt i en lille sort bil magen til den, en lokal mand havde observeret omkring Daugård.
Derfor valgte politiet at sigte ham for drabet på Rud Frimodt Pedersen.
I øjeblikket, hvor Frank Schødt fortalte det til den anholdte mand i forhørslokalet, oplevede betjenten, at der skete et markant skift. Han oplevede, at stemningen skiftede fuldstændig.
- For mig var det som om, at han oplevede det, der skete i Daugård, igen, fortæller Frank Schødt.
Han bad om at tale med sin forsvarsadvokat. Kort efter kom han tilbage med det, som politiet havde søgt igennem den seneste måneds efterforskning: En tilståelse.
Han var indbrudstyven fra Daugård. Indbrudstyven, hvis vold mod Rud Frimodt Pedersen havde kostet millionæren livet.
OBS: Billederne i det følgende afsnit stammer fra politiets rekonstruktion af drabet, hvor gerningsmanden medvirkede. Det er altså ikke offeret Rud Frimodt Pedersen, der er på billederne, men en figurant.
De mange spørgsmål, som Rejseholdet endnu stod med, skulle de endelig få svar på, da gerningsmanden gik med til at gennemføre en såkaldt rekonstruktion af drabet.
Sammen med en figurant i rollen som Rud Frimodt Pedersen tog Rejseholdet den unge mand med tilbage til millionærens luksusvilla for at fortælle sin version af det, der skete.
Her skulle han - for rullende kameraer og iført elefanthue og hvide tekstilhandsker - vise, hvad der egentlig skete natten 27. september. Hvordan han reagerede, da husets beboer pludselig slog øjnene op.
- Åh Gud, huskede han, at den gamle mand udbrød, da det gik op for ham, at en fremmed stod lige foran hans seng.
Den gamle mand forsøgte at rejse sig op i sengen, men gerningsmanden fik fat i hans lille halstørklæde og holdt ham nede.
- Åh Gud, åh Gud, gentog Rud Frimodt Pedersen ifølge gerningsmanden.
Rud Frimodt Pedersen kæmpede imod, selvom gerningsmanden gentagne gange stak ham med den kniv, han havde i sin højre hånd.
Derefter tog gerningsmanden den flaske, der stod ved sengen, og slog Rud Frimodt Pedersen hårdt på venstre side af hovedet.
Ifølge gerningsmanden endte de begge på gulvet, og da han fik vendt sit offer, lå den gamle mand stille. Gerningsmanden bandt hans hænder sammen med en livrem.
Han lagde puden under Rud Frimodt Pedersens hoved og hev dynen over ham. Og så gik han ned til det, der var målet fra starten: Pengeskabet.
Se dele af rekonstruktionen i videoen her:
En uventet gerningsmand
Ifølge gerningsmanden selv var det ikke meningen, at Rud Frimodt Pedersen skulle slås ihjel.
Det var også - mod Rejseholdets første antagelse - en ren tilfældighed, at gerningsmanden havde valgt kældervinduet uden alarm.
- Efterforskningen viste, at der absolut ikke var nogen forbindelse mellem offer og gerningsmand. Og dette er de sværeste sager at opklare, siger efterforsker Poul Børge Andersen.
Ligesom mange andre i lokalsamfundet havde gerningsmanden hørt, at den danske millionær havde mange penge. Gerningsmanden havde desperat brug for de 50.000 kroner til stofferne i Holland, så han så et indbrud i millionærvillaen som sin bedste mulighed.
Derfor havde han tyet til ekstrem vold, da Rud Frimodt Pedersen pludselig var en potentiel hindring for at nå det.
Havde det ikke været for Rejseholdets efterlysning og en vågen narkobetjent, havde Rejseholdet måske aldrig fundet sammenhængen.
- Jeg synes, at det var et lykketræf, at jeg tilfældigvis så B.T. den dag, så deres efterlysning og kunne kæde det sammen med den mand, som de efterlyste i sagen i Horsens, siger Frank Schødt.
Under retssagen erkendte gerningsmanden at være skyld i Rud Frimodt Pedersens død, men han mente, at det var vold med døden til følge, som giver en væsentligt mindre straf end drab. Den forklaring tilbageviste retten. Den unge mand blev dømt for drab og fik 16 års fængsel.
Se dokumentaren om lejemordet på kreditchefen på TV 2 torsdag klokken 20.00 eller på TV 2 PLAY.