Samlede ind til kræftramte børn - nu er formand dømt for bedrageri

16x9
'Operation X' beskrev, hvordan Foreningen for Danske Kræftramte Børn brugte fiktive historier om kræftramte børn til indsamling af penge. Foto: Operation X

I samarbejde med TV 2/Fyn

Næstformanden blev frifundet i sagen.

Den tidligere formand for Foreningen for Danske Kræftramte børn er ved retten i Odense blevet idømt halvandet års fængsel for bedrageri.

Desuden konfiskerer staten 2.275.000 fra formanden. Det skriver TV 2 FYN.

Kun de tre måneder af dommen skal afsones. Resten af straffen er betinget. Dog skal formanden udføre 200 timers samfundstjeneste.

Næstformanden i foreningen, der også var tiltalt i sagen, blev frifundet.

Begge havde de nægtet sig skyldige i sagen, der blev offentlig kendt i 2017.

Her afslørede TV 2’s dokumentarprogram ’Operation X’, at Foreningen for Danske Kræftramte Børn ikke var så velgørende, som den gav udtryk for.

Ved hjælp af fiktive historier om syge børn og opdigtede samarbejdspartnere franarrede foreningen millioner af kroner fra danske virksomheder.

To år senere – i 2019 – blev formanden og næstformanden tiltalt for groft bedrageri.

Tog de fleste penge selv

Ifølge anklageskriftet nåede Foreningen for Danske Kræftramte Børn at samle 4,7 millioner kroner ind.

Fyns Politi mener, at det højst er 508.043 kroner af de indsamlede penge, der er blevet brugt til gaver til kræftramte børn og udgifter relateret hertil.

Derimod er det Fyns Politis opfattelse, at mindst 4,2 millioner er blevet overført blandt andet til formand Mikkel Olsens private konto samt til konti tilhørende virksomheder, som han ejede. De penge er blevet konfiskeret.

Foreningens bestyrelse bestod foruden formanden og næstformanden af tre øvrige bestyrelsesmedlemmer. Men de er ikke at finde på anklageskriftet.

3303 virksomheder ført bag lyset

Ifølge anklageskriftet nåede Foreningen for Danske Kræftramtebørn at indhente donationer fra i alt 3303 virksomheder i Danmark.

Foreningen fortalte blandt andet, hvordan børnene kunne komme i Tivoli eller til en fodboldkamp med FCK eller FC Midtjylland, som foreningen påstod at have et samarbejde med. Eller hvordan foreningen hjalp en dreng til Japan, hvor han skulle have behandling mod sin leukæmi i hjernen.

'Operation X' efterprøvede historierne, og hverken Tivoli, fodboldklubberne eller de andre firmaer havde indgået samarbejder med foreningen. Historien om drengen, der skulle til Japan, lykkedes det heller ikke at få bekræftet.

**

Perspektiv

Operation X opsøgte Foreningen for Danske Kræftramte Børn i 2017 for at få en forklaring.
Operation X opsøgte Foreningen for Danske Kræftramte Børn i 2017 for at få en forklaring. Foto: TV 2

Indsamlingsloven ændret efter afsløring

Sagen var med til at skabe opmærksomhed omkring reglerne for indsamling til velgørende formål. Indtil 2019 var indsamlinger rettet mod virksomheder ikke omfattet af indsamlingsloven.

Det betød, at foreninger, der - ligesom Foreningen for Danske Kræftramte Børn - samlede penge ind hos virksomheder, ikke skulle offentliggøre regnskaber eller følge såkaldte indsamlingsetiske regler.

Disse regler gjaldt kun ved indsamlinger rettet mod privatpersoner.

1. februar 2019 trådte en stramning af indsamlingsloven i kraft, så den i dag også omfatter indsamlinger hos private virksomheder.

***