Krimi

Kvinde stukket flere gange med kniv

Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Kvinden er uden for livsfare. Hendes samlever er varetægtsfængslet i surrogat.

En 61-årig kvinde blev natten til tirsdag stukket flere gange med kniv i sin lejlighed i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Politiet har anholdt kvindens 60-årig samlever og sigtet ham for forsøg på manddrab.

Han blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør in absentia ved Retten i Aarhus.

Fængslet i surrogat

På grund af sin mentale tilstand var manden ikke i stand til at møde i retten, oplyser politiet.

Han blev varetægtsfængslet fire uger i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Overfaldet skete i parrets lejlighed i Aarhus V omkring klokken tre.

Her blev kvinden ifølge sigtelsen stukket ikke under 20 gange, blandt andet i hoved, nakke, skuldre, ryg og bryst. Det skriver Århus Stiftstidende.

Ikke i livsfare

Det var en beboer i opgangen, der kontaktede politiet, efter at kvinden havde søgt tilflugt hos hende.

Politiet var hurtigt på stedet og kunne anholde manden, der stadig befandt sig i lejligheden.

Kvinden blev kørt til hospitalet. Hun er fortsat indlagt, men uden for livsfare, oplyser politiet.