Krimi

Varebil proppet med tyvekoster ved færge nær Tyskland

Politiet tror, at der var tale om en tyvebande bestående af seks udenlandske mænd, som prøvede at komme ud af landet med tingene. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Seks udenlandske mænd er anholdt i en sag om fund af tyvekoster ved Rødbyhavn.

En udenlandsk varebil ved færgen i Rødbyhavn viste sig søndag aften at være proppet med mere end 1.000 plader chokolade, løbetøj, højttalere, pc’ere, elværktøj og meget andet.

Politiet tror, at der var tale om en tyvebande bestående af seks udenlandske mænd, som prøvede at komme ud af landet med tingene.

Mændene sigtes af politiet for tyveri og/eller hæleri. De vil mandag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster, oplyser Sydsjællands –og Lolland-Falsters Politi.

Politiinspektør ved selvsamme politi, Kim Kliver, fortæller, at der nu ligger et stort arbejde foran politiet, som skal undersøge, hvor tyvekosterne præcist kommer fra.

Sagens anklager, Siw Olsen, ønsker ikke at oplyse de anholdtes nationalitet. De er i alderen fra 39 til 30 år, oplyser hun dog.