Krimi

Tre medlemmer af ASMLA fængslet for spionage i Danmark

De tre personer nægter sig skyldige.

De tre personer, der mandag blev sigtet for at lave spionage i Danmark for den saudiarabiske efterretningstjeneste, er blevet varetægtsfængslet i frem til 27. februar.

Det er netop kommet frem efter et godt fem timer langt retsmøde ved Retten i Roskilde.

Retsmødet blev holdt bag lukkede døre.

Før dørene blev lukket, kom det frem, at de alle tre er sigtet efter henholdsvis paragraf 108 stykke ét og paragraf 136 i straffeloven.

Spionage fra 2012-18

Paragraf 108 stykke ét er den 'milde spionageparagraf', og de tre personer sigtes efter "I forening at have sat den saudiarabiske efterretningstjeneste til at virke på dansk område, idet de samlede oplysninger om personer og virksomheder og videregav dem".

Spionagen skulle være foregået fra 2012 til 2018 fra flere adresser i Ringsted. Informationen skulle være givet til den saudiarabiske efterretningstjeneste.

Paragraf 136 omhandler tilskyndelse til forbrydelser, og sigtelsen lyder, at "de tre sigtede i september 2018 offentligt billigede angrebet begået på en militærparade i Iran, hvor et ukendt antal militærpersoner blev dræbt og såret".

Dommeren valgt alene at fængsle dem for brud på den milde spionageparagraf.

De tre sigtede var alle mødt op i retten med deres forsvarer og havde en tolk til rådighed. Desuden var flere familiemedlemmer mødt op.

De tre personer nægter sig alle skyldige i anklagerne.

Der blev ikke nedlagt navneforbud, men et specifikt referatforbud, der alene handler om, at de sigtedes konkrete navne ikke må gengives.

På grund af sagens karakter og truslen mod de tre sigtede var Retten i Roskilde bevogtet af svært bevæbnede betjente fra politiets særlige reaktionsstyrke.

Retten i Roskilde er omringet af tungt bevæbnet politi i forbindelse med sagen.

Foretog spionage i Danmark

De tre personer er ledende medlemmer af den eksiliranske organisation ASMLA.

ASMLA står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvas. De kæmper for en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran.

For at forstå sagen skal vi halvandet år tilbage til den 22. september 2018, hvor et terrorangreb ramte den iranske by Ahvaz. Angrebet blev delvist forsvaret af talsmanden for gruppen, der driver en TV-station i Ringsted og er eksil-iraner. Gruppen blev derefter sigtet for billigelse af terror og derefter placeret i et safehouse, da der var en trussel mod dem.

I forbindelse med efterforskningen af denne sag er politiet nået frem til, at de samtidig skulle have drevet spionage for Saudi-Arabien. Derfor blev de anholdt mandag.

- Vi er forpligtet til at beskytte folk, som vi ved er udsat for en trussel. Det har vi gjort. Og så har vi måtte konstatere, at der var mistanke om, at de samme personer spionerede i Danmark, sagde PET-chef Finn Borch Andersen mandag.

Endnu en person sigtet mandag

Truslen mod de tre personer var imidlertid reel.

Og i september 2018 førte det til, at hele Sjælland lukkede ned i jagten på i iranske efterretningsagenter, der, ifølge påstanden, ville dræbe lederen af ASMLA i Danmark.

Jagten var dog en fuser, men sagen førte alligevel til, at en norsk-iraner blev sigtet for at planlægge drab.

Mandag blev endnu en person sigtet i den del af sagen – en føringsofficer fra den iranske efterretningstjeneste. Han blev fremstillet in absentia og sigtet for at planlægge drabsforsøget ved at give oplysninger til norsk-iraneren. Det formodes, at føringsofficeren befinder sig i Iran.

Mandag indkaldte Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) den saudiarabiske ambassadør til en samtale om spionagesagen. Der er tirsdag afholdt et møde mellem ambassadøren og den fungerende direktør for udenrigspolitik.

Perspektiv

Tidligere sager i Danmark

Der er tidligere rejst sigtelse for spionage i Danmark.

I 2018 og 2019 rejste PET således sigtelse mod fire personer, der blev sigtet for at have brudt paragraf 108 i straffeloven – den såkaldte milde spionageparagraf.

Mistanken gik på, at personerne skulle have indsamlet oplysninger om mennesker, der skulle være knyttet til Gülen-bevægelsen. Fethullah Gülen, der er imam, mistænkes af styret i Tyrkiet for at have iværksat et kupforsøg i juli 2016.

Spionageparagrafen blev desuden brugt i en straffesag i 2012, hvor en professor i statskundskab ved Københavns Universitet blev dømt for at have spioneret for Rusland.