Krimi

Tre sigtet for spionage mod danske personer og virksomheder

En føringsofficer fra den iranske efterretningstjeneste er sigtet for spionage og for at medvirke i forsøg på manddrab.

Tre ledende medlemmer af den eksiliranske organisation ASMLA er mandag blevet anholdt og sigtet for spionage fra 2012 til 2018 for den saudiarabiske efterretningstjeneste.

De tre personer skal have spioneret på danske personer og virksomheder og videregivet oplysningerne til efterretningstjenesten i Saudi-Arabien.

ASMLA

  • Forkortelsen ASMLA står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvas.
  • Organisationen kæmper for en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran rundt om byen Ahwaz.
  • Lederen af organisationen er Habib Jabori.
  • ASMLA er oprettet i 1999 af Ahmad Mola Nissi og Habib Ahvazi, aktivist fra regionen Khuzestan.
  • Organisationen betragtes af Iran som en terrororganisation.
  • 22. september 2018 angreb bevæbnede gerningsmænd en militærparade i Ahvaz. Paraden blev afholdt af Irans Revolutionsgarde. 25 blev dræbt, og 70 blev såret. Iran hævder, at ASMLA stod bag.

Det oplyser Politiets Efterretningstjeneste (PET) på en pressebriefing.

De tre mænd vil blive stillet for en dommer tirsdag med krav om varetægtsfængsling. De er i forvejen sigtet for at have hyldet en terrorhandling i Iran og har været i PET-beskyttelse i længere tid.

- Vi er forpligtet til at beskytte folk, som er udsat for en trussel. Det er vores lod at gøre begge dele, siger PET-chef Finn Borch Andersen.

Forkortelsen ASMLA står for 'Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvas', og organisationen kæmper for en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran rundt om byen Ahwaz.

Sagen trækker tråde tilbage til september 2018, da PET iværksatte den usædvanlige politiaktion, der lammede trafikken i store dele af Danmark. Aktionen skyldtes, at den iranske efterretningstjeneste havde planer om et angreb rettet mod personer i ASMLA, som betragtes af Iran som en terrororganisation.

I den sag blev en 39-årig norsk-iraner anholdt og sigtet for spionage og for at have hjulpet en iransk efterretningstjeneste med at planlægge et angreb i Danmark.

I den sag er der nu blevet rejst endnu en sigtelse, lyder det fra PET-chefen på pressemødet.

Det drejer sig om en føringsofficer fra den iranske efterretningstjeneste, der er sigtet for spionage og for at medvirke i forsøg på manddrab. Han er mandag blevet fremstillet in absentia ved Retten i Roskilde.

Der er indkaldt til ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn klokken 16.30 i dag, hvor spionagesagen skal behandles.

De første politiske reaktioner er kommet. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at det er "uhørt, at fremmede magter udkæmper deres indbyrdes konflikter" i Danmark.

Også Radikale Venstres leder, Morten Østergaard reagerer skarpt og kalder sagen "uacceptabel".

Tidligere sager i Danmark

Der er tidligere rejst sigtelse for spionage i Danmark.

I 2018 og 2019 rejste PET således sigtelse mod fire personer, der blev sigtet for at have brudt paragraf 108 i straffeloven – den såkaldte milde spionageparagraf.

Mistanken gik på, at personerne skulle have indsamlet oplysninger om mennesker, der skulle være knyttet til Gülen-bevægelsen. Fethullah Gülen, der er imam, mistænkes af styret i Tyrkiet for at have iværksat et kupforsøg i juli 2016.

Spionageparagrafen blev desuden brugt i en straffesag i 2012, hvor en professor i statskundskab ved Københavns Universitet blev dømt for at have spioneret for Rusland.