Krimi

Rockere og bandefolk fængslet for fælles vold og afpresning

Da Satudarah etablerede sig i Danmark i 2013, indgik de fra starten i en alliance med den daværende bande VHK, Værebros Hårde Kerne. Robert Vos / Scanpix Denmark

En mand fik næsten revet øret af, da han ifølge sigtelse blev afpresset i en sag om grov organiseret kriminalitet.

En usædvanlig situation udspillede sig onsdag i dommervagten i København.

En ledende figur fra rockergruppen Satudarah blev fremstillet side om side med flere personer, der ifølge TV 2s oplysninger er del af banden NNV.

Seks af de syv anholdte i sag om grov organiseret kriminalitet blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør. To blev varetægtsfængslet i 27 dage, to andre fik opretholdt anholdelsen i tre gange 24 timer, en blev løsladt og en sjette sidder allerede varetægtsfængslet i en anden sag.

- Der er mulige medgerningsmænd på fri fod, ligesom flere forurettede i sagen skal afhøres, argumenterede anklager Rasmus von Stamm for de lukkede døre.

Alle seks sigtede nægter sig skyldige, og det er uvist, hvordan deres indbyrdes relation er. Ligesom det ikke fremgik i den åbne del af retsmødet, hvordan og hvorfor et eventuelt samarbejde mellem personerne fra Satudarah og NNV skal være kommet i stand.

Frihedsberøvet i bil tre gange

Ifølge sigtelsen skal de seks mænd enkeltvis eller i skiftende grupper have stået bag en række tilfælde af grov vold, trusler, røveri, frihedsberøvelse og bedrageri af særlig grov beskaffenhed begået mod seks ofre.

I et tilfælde skal flere af de sigtede i maj 2019 have opsøgt en mand på en af Kriminalforsorgens udslusningspensioner i Brøndby Strand, hvorefter de tvang ham ind i en bil.

Her skal de have holdt ham fanget i flere timer, mens de kørte rundt med ham og truede ham i forsøg på, at få ham eller hans familie til at udlevere 220.000 kroner.

Det lykkedes dog ikke, og dagen efter opsøgte de ham ifølge sigtelsen igen på en tankstation og gentog køreturen - denne gang med en voldelig afslutning.

Manden blev kørt til Mimersparken på ydre Nørrebro, hvor en større gruppe på omkring 15 personer ifølge sigtelsen afventede hans ankomst. De sparkede ham og slog ham med knojern, for at han eller familien skulle skaffe pengene.

Heller ikke denne gang kunne han levere, og 6. september skal fire af de sigtede igen ved anvendelse af vold og trusler med skydevåben og en kniv have tvunget manden ind i en bil ved et hotel i Brøndby.

Derefter blev han mod sin vilje kørt til Værebroparken i Bagsværd, hvor ikke under fem personer tildelte ham slag og spark, så hans ene øre delvist blev revet af, da politiet ankom og afbrød overfaldet.

Telefontrusler til flere

Et andet offer skal være blevet truet flere gange med sms'er, for at han skulle overføre 50.000 kroner, blandt andet med ordlyden: 'Jeg har fået besked på i dag, at i morgen falder hammeren, hvis du ikke betaler inden klokken 16:00'.

Et tredje offer skal blandt andet have modtaget beskeden: 'Jeg flyver hjem personligt og knepper dig, jeg har fået nok af dig og dine løgne'.

I et tilfælde skal en af de sigtede have begået bedrageri af særlig grov beskaffenhed, idet han solgte en leaset Mercedes E350 for 1.060.000 kroner - uagtet bilen var leaset, og den sigtede ikke rådede over ejendomsretten. Han er også sigtet for at stå bag trusler mod køberen, for at denne ikke skulle anmelde sagen til politiet.

Endnu et offer blev tvunget ind i en bil og kørt til en værkstedshal i Taastrup, hvor han blev udsat for 'vold i et endnu ukendt omfang', så han eller hans familie skulle udlevere 550.000 kroner.

Dommer irettesatte sigtede

NNV betragtes i øjeblikket som ledende i hovedstadens bandemiljø, efter LTF kom under pres af forbudssag, en udvist leder og talrige fængslinger, mens Satudarah gennem de seneste år er forbundet med både drabssager, skyderier i det offentlige rum og anden grov kriminalitet.

Adskillige venner af de anholdte var mødt op i retten, og flere gange stillede politifolk sig imellem dem og de sigtede, så de ikke kunne kommunikere med hinanden.

- I skal ikke tale sammen, og du skal tage din kasket af, måtte dommeren på et tidspunkt præcisere til en af de sigtede.

En af de sigtede blev på et tidspunkt voldsomt irriteret over irettesættelserne:

- Han står og spiller smart over for mig, han skal ikke snakke til mig, råbte han.

På grund af de lukkede døre har Københavns Politi ikke ønsket at udtale sig yderligere om sagen.