Krimi

To personer hårdt såret af skud i Køge - stadig i kritisk tilstand

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Gerningsmændende bag skyderiet i Køge tirsdag aften er stadig på fri fod.

To mænd fra Køge er onsdag fortsat i kritisk tilstand, efter at de tirsdag aften blev ramt af skud ved boligbebyggelsen Ellemarken i Køge.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

To anholdt - og løsladt igen

Skyderiet skete på Parkvej, der er en vej i Ellemarken, og anmeldt til politiet klokken 20.27.

Politiet afspærrede området og foretog tekniske undersøgelser for at finde spor efter skyderiet. Vidner fortalte desuden, at en mørk personbil var kørt fra området umiddelbart efter skyderiet.

Senere på aftenen fik politiet en melding om brand i en mørk personbil, der var efterladt i Greve.

To personer var blevet set flygte derfra. Politiet anholdte og afhørte dem, men de blev begge løsladt, da der ikke var nogen konkret mistanke mod de to i forhold til bilbranden og skyderiet i Køge.

Efterforsker bredt

Midt- og Vestsjællands Politi har med baggrund i skyderierne i både Køge og Greve iværksat en bred efterforskning for at finde frem til de personer, der skal drages til ansvar for skyderierne.

- Vi kigger bredt, men arbejder ud fra en tese om, at de to seneste skyderier udspringer af en langvarig og personrelateret, lokal konflikt mellem personer fra to boligområder i Køge, siger vicepolitiinspektør Jacob Olsen, leder af efterforskningen i de to skudsager i Køge, i pressemeddelelsen

Politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der har set noget usædvanligt ved Parkvej i tiden før anmeldelsen om skyderiet og i Greve i forbindelse med bilbranden

Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.