Krimi

Fisker fangede syv kilo kokain – skal otte år i fængsel

Arkivfoto: Der var mere end fisk i nettet, da en fisker var på havet i april 2017. Jens Buttner / Scanpix Denmark

Politiet kom på sporet af manden i forbindelse med efterforskningen af en anden sag.

En mandlig, 27-årig fisker fra Vejen er i Vestre Landsret blevet idømt otte års ubetinget fængsel for at have været i besiddelse af over syv kilo kokain og fem haglgeværer.

Dommen er en stadfæstelse af byrettens dom. Det oplyser Vestre Landsret til TV 2.

Hos anklagemyndigheden er advokat Søs Bløcher tilfreds med dommen, fortæller hun til TV 2.

- Dommen er lidt lavere, end hvad man normalt får i lignende sager, men det har også været specielle omstændigheder i det her forløb, siger hun med henvisning til, at fiskeren ikke har importeret kokainen, men kommet i besiddelse af det ved et tilfælde.

Kokain i nettet

Sagen tog sin begyndelsen i april 2017.

Her trawlede fiskeren igennem Nordsøen i jagt på fisk, men da han tømte nettet, var det ikke kun fyldt med fisk.

Ud væltede otte poser med 900 gram kokain i hver pose.

Politiet har aldrig fundet kokainen. De kom på sporet af manden i forbindelse med efterforskningen af en anden sag, fortæller anklagemyndigheden til TV 2.

- Han vedkendte sig at have fisket stoffet op af havet, men han sagde, noget af det var vådt og ødelagt af havvand, fortæller anklager Søs Bløcher fra Statsadvokaten i Viborg.

Via efterforskningen af fiskeren er politiet nået frem til, at den 27-årige mand gav to kilo kokain til to af sine kolleger og selv solgte resten.

Havde fem haglgeværer

25. marts blev han anholdt, og præcis et halvt år senere blev han idømt otte års ubetinget fængsel i Retten i Esbjerg.

Foruden besiddelse af den store mængde narko blev fiskeren dømt for at have været i besiddelse af fem haglgeværer, hvoraf de fire var oversavet, et luftgevær, 106 haglpatroner samt en bøtte hagl.

Det er politiets opfattelse, at han anskaffede sig våbnene, efter at han fik kokainen i nettet.

Desuden blev han dømt for at have været i besiddelse af knap 70 gram hash.