Krimi

Mand efterlyst - slog kunde i hovedet med murerhammer i supermarked

Denne mand er efterlyst af Københavns Politi for grov vold i Rema 1000 på Amager. Københavns Politi

Overfaldsmanden var mistænkt for at stjæle fra Rema 1000-butikken.

Københavns Politi efterlyser en mand, der har begået grov vold i Rema 1000 på Øresundsvej på Amager 6. november 2019.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Gerningsmanden beskrives som værende 45-50 år gammel, mindst 190 centimeter høj og almindelig af bygning med lys hud og grålige skægstubbe.

Han var på gerningstidspunktet iført en grøn camouflagefarvet kasket og havde en mørk trøje med lynlås over en rød/blåternet skjorte, sorte arbejdsbukser med hvide pletter og mørke sko.

Denne mand er efterlyst for grov vold i Rema 1000 på Amager.

Fik dyb flænge i panden

Overfaldet skete kort efter klokken 17, hvor manden slog en kunde i supermarkedet med en murerhammer, så vedkommende fik en dyb flænge i panden.

Personen havde stillet sig i vejen for overfaldsmanden, der gik målrettet efter kasseekspedienten i Rema 1000.

Episoden fandt sted, efter manden tidligere på eftermiddagen var mistænkt for at stjæle fra supermarkedet. Her havde manden opført sig truende, men forlod efterfølgende stedet.

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte Københavns Politi på telefon 1-1-4.