Krimi

55-årig får stadfæstet straf for grov terrorkommentar på Facebook

Angrebet fandt sted ved Finsbury park i London. Isabel Infantes / Ritzau Scanpix

Selv har han forklaret, at han lod sig rive med af stemningen.

En 55-årig dansk mand har mandag fået stadfæstet en straf på 30 dages betinget fængsel for at have billiget til terror i en kommentar på Facebook.

Det oplyser Højesteret.

Prøvetiden er ét år. Der er desuden den ændring til dommen, at den dømte ikke får samfundstjeneste eller får tilsyn af Kriminalforsorgen.

Sagen tog sit udspring, da den 55-årige mand 19. juni 2018 skrev en kommentar til et Facebookopslag.

Opslaget omhandlede en episode, hvor en britisk mand torpederede en menneskemængde foran en moské i London og dræbte én person og sårede 11 andre, og i kommentaren skrev den danske mand:

- Ham, der har gjort det, burde have en medalje.

PET opsnappede kommentar

PET (Politiets Efterretningstjeneste) opsnappede kommentaren, og i juni 2018 blev manden tiltalt for billigelse af terror.

Den 55-årige slap med en advarsel i Retten i Randers.

Men anklagemyndigheden ankede og fik af Procesbevillingsnævnet tilladelse til at prøve sagen i landsretten.

I Vestre Landsret blev han idømt 30 dages betinget fængsel og samfundstjeneste, som han ankede, hvorfor den nu har været i Højesteret.

Selv har han forklaret, at han lod sig rive med af stemningen. Og det var ikke noget, han følte dybt for, og han sympatiserer på ingen måde med terrorangreb.

Han blev dømt efter straffelovens paragraf 136, stk. 2 i Vestre Landsret og byretten.

Ikke eneste grove kommentar

For at blive dømt efter paragraffen skal den tiltalte offentligt og udtrykkeligt billige en terrorforbrydelse.

Men den 55-årige har ikke ytret sig offentligt, sagde forsvarer Gert Dyrn, hvorfor han ønskede ham frifundet. Et svar til et opslag på en Facebook-profil - der desuden ikke eksisterer længere - kan ikke anses som offentligt, lød det.

Men det mener altså Højesteret:

- Højesteret fandt, at et sådant opslag derfor er ”offentligt” i straffelovens pargraf 136, stykke 2’s forstand. Højesteret tiltrådte herefter, at X var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 136, stykke 2.

Den 55-åriges kommentar på Facebook var ikke den eneste grove kommentar i opslaget.

En anden mand, der kommenterede opslaget, blev også afhørt af PET. Fyns Politi valgte dog at lægge sagen død.

Det er dog ikke første gang, at personer dømmes for at ytre sig på Facebook.

8. maj 2018 blev en 23-årig mand og en 27-årig kvinde dømt for at have kommenteret på en tredje persons opslag på Facebook. Retten i Glostrup fandt, at de to personer ”opfordrede til voldshandlinger”.