Krimi

Travl nytårsaften for danske brandfolk - angrebet med fyrværkeri 17 gange

Det var mere held end forstand, at der ikke var nogen der kom til skade, siger en vagtchef.

Over hele landet er der blevet skudt med fyrværkeri mod brandfolk nytårsaften.

I alt 17 gange er brandfolk blevet angrebet, oplyser Danske Beredskaber onsdag morgen.

Det er blandt andet sket i Valby, Roskilde, på Fyn og Gellerup i Aarhus. Alene i hovedstaden er det sket fem gange, oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter.

- Det springer om ørerne på os

TV 2 Fyn var med i brandbilen, da et hold brandfolk var ude for at slukke en brand i nat og blev fanget i fyrværkeribeskydningen.

- Der er fandme gang i den, siger en af brandfolkene, da de nærmer sig en containerbrand.

Og mens folk skyder løs med krudt rundt om dem, går de i gang med at slukke branden. Men før de er færdige, er de nødt til at pakke sammen og køre igen, da fyrværkeriet bliver rettet mod dem.

Beredskab Fyn rykkede nytårsnat ud til en containerbrand, men måtte trække sig på grund af beskydning med fyrværkeri. I alt 17 gange landet over blev beredskab beskudt med fyrværkeri. Video: TV 2 Fyn

- Heldigvis kan vi stå i ly af den store container, der brænder, og vores køretøj, men det springer om ørerne på os, siger holdleder og koordinator ved Beredskab Fyn, Michael Roed Jensen, der er med i brandbilen, til TV 2.

- Det er ærgerligt og irriterende, og man bliver da også sur og gal, men der er ikke noget, vi kan gøre, siger han.

Det kan politiet derimod og med deres beskyttelse kan brandfolkene vende tilbage og slukke branden.

En brandmand fortæller, hvordan der blev skudt med raketter og romerlys efter beredskabet. Video: Kasper Søgaard Alstrup

Skyder efter brandbiler og busser

Men de er langt fra de eneste, der er blevet angrebet i nat.

Også I Gellerup i Aarhus kom en brandbil kørende på en vej, hvor der pludselig blev skudt efter brandbilen.

I Gellerup i Aarhus blev der også skudt fyrværkeri mod brandfolk. Her skete det, da en brandbil kom kørende på en vej, hvor der pludselig blev skudt efter brandbilen. Video: Kasper Søgaard Alstrup

Og den slags angreb kan koste liv, advarer en af landets operationschefer.

- Det betyder, at vi bliver forsinkede - eller i værste fald forhindrede - i at gøre vores arbejde, og det kan i sidste ende koste menneskeliv, hvis vi ikke kan komme frem og slukke ildebrande, siger Brian Eriksson, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab, til TV 2.

- Vi er sat i verden for at passe på borgerne, og det gør vi gerne, og derfor er det kedeligt, at folk ikke kan finde ud at behandle fyrværkeri fornuftigt og dermed udsætter vores liv for fare, forklarer han.

De mange angreb med fyrværkeri kan koste liv, advarer Brian Eriksson, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab. Video: Mette Stender Pedersen

Og det var endda ikke kun brandfolk, der blev skudt efter nytårsaften.

Også en bus i Gellerup blev beskudt, da en gruppe personer stod klar til at skyde løs på den, da den kørte forbi.

Ingen kom til skade. Video: Kasper Søgaard Alstrup

- Mere held end forstand

Der er ikke meldinger om nogen tilskadekomne, men der er meldinger om flere anholdte.

I hovedstaden er en 17-årig dreng blevet anholdt for at affyre bomberør mod brandvæsenet ved Fosgården i Albertslund.

- Det var mere held end forstand, at der ikke var nogen, der kom til skade, for det sprang cirka en halv meter fra brandfolkene, siger Morten Steen, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.

Den 17-årige dreng er sigtet for både brandstiftelse og for at have bragt andres liv i fare.

Over 500 udrykninger nytårsaften

Derudover er en 20-årig mand blevet anholdt i Toftlund, der ligger 30 kilometer nordvest for Aabenraa, for at skyde med et bomberør mod en anden person, hvorved der gik ild i den ramte mands jakke.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Fra tirsdag middag klokken 12 til onsdag morgen klokken 04 har de kommunale beredskaber landet over rykket ud 567 gange. Det viser en opgørelse, som Danske Beredskaber har lavet.

Ifølge Danske Beredskaber rykkes der normalt ud omkring 400 gange.

- Det er perfekt vejr, hvis man skal fyre fyrværkeri af, og det har lokket mange mennesker på gaden. Det betyder, at vi har mange småbrande efterfølgende såsom tomme batterier og containerbrande, siger operationschef ved Hovedstadens Beredskab Brian Eriksson til TV 2.

I nat var det perfekt vejr at fyre fyrværkeri af i, og det giver en masse småbrande bagefter. Det siger operationschef ved Hovedstadens Beredskab Brian Eriksson til TV 2. Video: Mette Stender Pedersen