Krimi

16-årig dreng sigtet og løsladt for at fyre bomberør mod politi

Den 16-årige blev tilbageholdt på Nørrebro, oplyser politiet.

En 16-årig dreng blev søndag aften tilbageholdt, efter at han affyrede et bomberør mod civilklædt politi på Nørrebro i København.

- For kort tid siden er en 16-årig dreng tilbageholdt af politiet, idet han rettede og affyrede et bomberør mod civilklædt politi på Nørrebro. Også denne sag behandles efter relevante bestemmelser i Straffeloven, lød det i aftes fra politiet.

Mandag er den 16-årige dreng blevet løsladt, men har er sigtet for at bringe andres liv og førlighed i fare.

Det kan ifølge straffeloven give op til otte års fængsel.

Sigtet efter samme paragraf

Lørdag aften blev politiet også beskudt med fyrværkeri.

Da var det en 15-årig ung mand, der havde rettet sit bomberør mod civilklædt politi på Nørrebro. Han blev også tilbageholdt.

- Han er blevet sigtet efter straffeloven og afhørt sammen med sin værge. Efterfølgende er han blevet løsladt i de sociale myndigheders varetægt, sagde vagtchef Jesper Frandsen fra Københavns Politi søndag morgen.

Den 15-årige er sigtet efter den samme paragraf som den 16-årige.

Brandmand ramt i hovedet

Søndag morgen blev en brandmand på den københavnske Vestegn blev ramt af fyrværkeri. Det betyder nu, at Københavns Vestegns Politi tager med brandvæsenet ud på opgaver.

Fredag aften modtog Københavns Politi omkring 60 anmeldelser.

Her blev også to 15-årige drenge anholdt for at affyre fyrværkeri mod andre på Nørrebro.

De er begge sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, som handler om at udsætte andres liv og helbred for fare.