Krimi

60 anmeldelser om fyrværkeri i København i nat - politibil beskudt i Aarhus

Rundt om i København skyder grupper stadig fyrværkeri mod hinanden. Også i Aarhus har der været en episode.

Efter en voldsom torsdag aften, hvor grupper af børn og unge affyrede fyrværkeri mod hinanden, busser, taxaer og andre forbipasserende, melder politiet om en lidt roligere fredag aften og nat på Nørrebro i København.

Alligevel oplyser vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi, at der i løbet af aftenen har været omkring 60 anmeldelser om fyrværkeri i hele politikredsen.

- Det har været de scener, vi har set de sidste par dage, men i langt mindre målestok, siger han.

Ukendte personer retter bomberør mod bus 5C

Det er blandt andet i Dragør, Valby og på Nørrebro, at politiet har modtaget anmeldelser, men også Københavns Vestegns Politi melder om tilsvarende anmeldelser i blandt andet Albertslund og Ballerup, men også i mindre grad end torsdag.

Patruljevogn angrebet

Tidligt lørdag morgen fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Morten Bang Rasmussen, at der sent fredag aften blev affyret fyrværkeri mod en patruljevogn på Kappelvænget i det vestlige Aarhus.

- I forbindelse med en patruljering derude bliver der skudt med et romerlys efter en patrulje. Der bliver i hvert fald affyret tre skud, siger han.

Hændelsen fandt sted klokken 23.57.

- Patruljen vender om og forsøger at fange dem, der har gjort det, men de når at stikke af. Der er tale om nogle unge mænd, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at hverken patruljevognen eller betjentene blev ramt.

Kanonslag kastet tæt på populær natklub

I den sydfynske by Svendborg måtte politiet også rykke ud i forbindelse med ulovlig brug af fyrværkeri, da der blev kastet kanonslag mod diskoteket Crazy Daisy.

Det skriver TV 2 Fyn.

Kanonslag er ulovlige og giver en kraftig eksplosion, men ingen personer kom til skade ved episoden, hvor politiet heller ikke foretog anholdelser.

Postbud nær ramt: Fuldstændigt mirakuløst

Da det gik værst for sig torsdag aften, var det nær gået helt galt for Søren Lørup, der kom cyklende ved Nørrebro Station i København omkring klokken 23.20.

En eksplosion fra en raket eller et bomberør eksploderede få centimeter fra hans hoved, noget der potentielt kunne have været livsfarligt.

Video: Emil Rantala-Brandt

– Det var fuldstændig mirakuløst, jeg ikke blev ramt. Jeg er heldigvis sluppet fuldstændig for skader. Heller ikke min hørelse er blevet påvirket. Bortset fra det er jeg utrolig rystet, siger Søren Lørup.

– Det, der ryster mig mest, er, at de bevidst prøver at lemlæste uskyldige mennesker, der tilfældigvis opholder sig på Nørrebro.

To anholdelser

Fredag foretog Københavns Politi to anholdelser ved Den Røde Plads på Nørrebro.

Der var tale om to 15-årige drenge, der blev sigtet for at have affyret fyrværkeri mod andre. De er sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 252, der handler om at volde nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

De to anholdelser er sket uafhængigt af hinanden og blev foretaget sent fredag eftermiddag, oplyser Københavns Politi til TV 2.