29 ansatte på Skive Kaserne sigtet for at købe narko
Forsvaret sætter nu for første gang tal på, hvor mange ansatte der er sigtet i en omfattende sag om salg af kokain.
29 ansatte fra Ingeniørregimentet på Skive Kaserne er blevet sigtet for at købe kokain.
Det oplyser Forsvaret til TV MIDTVEST.
Sigtelserne kommer i kølvandet på anholdelsen af flere medlemmer af en gruppe, der er kendt som Porsche-banden i Skive.
I november blev syv medlemmer varetægtsfængslet for omfattende salg af kokain, og kort efter bekræftede Forsvarskommandoen, at der var flere ansatte på Skive Kaserne blandt de mange, der blev sigtet for at købe narko af dem.
Dengang ville Forsvaret ikke sætte tal på antallet af sigtede på kasernen, men det er altså sket nu.
Fleste erkender
Forsvaret oplyser, at de fleste af de sigtede erkender sig skyldige, så sagen kan afgøres, ved at de betaler et bødeforlæg. Der er dog også enkelte, der nægter sig skyldige og dermed kan se frem til, at sagen skal afgøres i retten.
TV MIDTVEST arbejder på at få en officiel kommentar fra Forsvaret.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyste torsdag, at man regner med, at i alt 260 personer vil blive sigtet for at købe kokain af Porsche-banden.
Lederen af efterforskningen, politikommissær Christian Toftemark, har denne kommentar til, at flere af de sigtede har en militær baggrund:
- Jeg synes, at det er ærgerligt, at folk, som man viser den tillid at være på en kaserne, samtidig har et kokainforbrug.