Toldere beslaglægger flere kilo kokain i Københavns Lufthavn
Inden for de seneste uger er flere personer fra Sydamerika taget i at forsøge at smugle kokain ind i Danmark.
Toldere i Københavns Lufthavn har fanget to personer, der forsøgte at smugle flere kilo kokain ind i landet.
Ifølge Toldstyrelsen ankom de to personer i denne uge fra Sydamerika. I deres kufferter fandt tolderne i alt 6,85 kilo kokain i både flydende og fast form.
Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
- Vi udtog passagererne i forbindelse med en toldkontrol i lufthavnen, hvor tolderne fattede mistanke og opdagede næsten syv kilo kokain.
- Det er et imponerende fund og et flot stykke kontrolarbejde.
- Politiet står nu for den nærmere efterforskning, siger Preben Buchholtz, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen, i pressemeddelelsen om kokainbeslaget.
Anden store fangst på kort tid
Fundet af de knap syv kilo kokain kommer, efter at toldere i Københavns Lufthavn for omkring tre uger siden på samme vis beslaglagde en mængde kokain.
Her tog man ligeledes to personer fra Sydamerika i at forsøge at smugle 4,4 kilo kokain ind i Danmark. Også denne sag blev overdraget til politiet.
Toldstyrelsen har i dag 800 ansatte til blandt andet at varetage toldkontrol.
Medarbejderne kontrollerer de ydre grænser med kontrolenheder i hele landet, hvoraf Københavns Lufthavn og grænseovergangen i Padborg er de største.