Krimi

Over 100 piger kan være en del af sag om seksuel afpresning

22-årig fra Varde-området er sigtet i sag om seksuel afpresning af op mod 100 piger, oplyser politiet.

Over 100 piger kan være en del af en stor sag om seksuel afpresning, som Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket efterforsker.

Det oplyser politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Jeg vil ikke afvise, at vi kommer over 100 piger. Vi er lige nu i gang med at afdække omfanget, og vi mangler stadig at tale med et stort antal piger, siger Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til DR.

I sagen er en 22-årig mand fra Varde-området sigtet for blufærdighedskrænkelser, voldtægt og anden kønslig omgang end samleje mod et stort antal teenagepiger.

De forurettede teenagepiger er mellem 12 og 18 år og er fra hele landet.

Manden har siddet varetægtsfængslet siden april.

Efterforsket siden foråret

Syd- og Sønderjyllands Politi har siden foråret efterforsket den omfattende sag om digitale seksuelle krænkelser, voldtægt og andre seksuelle overgreb.

Den 22-årige mand har ifølge et grundlovsforhør i april kontaktet pigerne gennem de sociale medier Snapchat og Yubo, skriver DR.

Herigennem har han truet pigerne til at udføre seksuelle ydelser på video eller foto mod at offentliggøre seksuelt eksplicitte billeder af dem.

Politiet er sparsom med oplysninger om sagens indhold, da retsmøderne i sagen indtil videre alle har været holdt for lukkede døre.

Det betyder, at offentligheden ikke har haft mulighed for at høre, hvilke beviser politiet og anklagemyndigheden bygger deres mistanke på, og hvad den sigtede på den anden side har forklaret.

I foråret oplyste politiet, at manden dengang delvist erkendte sin skyld.

Endnu en sag efterforskes

Fængslingen er blevet opretholdt af hensyn til efterforskningen. Herunder med det formål at undgå, at den unge mand påvirker vidner i sagen.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan endnu ikke sige, hvornår efterforskningen ventes afsluttet. Der forestår stadig et stort efterforskningsarbejde, lyder det.

I en anden sag fra Esbjerg frygtes flere hundrede børn og unge at have været udsat for seksuelle overgreb og såkaldt grooming begået af en 33-årig mand fra Esbjerg-området.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden er sigtet for at have blufærdighedskrænket og udsat drenge under 15 år for anden seksuel omgang end samleje.

Begrebet grooming dækker over situationer, hvor en voksen opbygger et tillidsforhold til et barn med det formål senere at begå overgreb.

Det sker typisk via internettet eller over mobilen.