Krimi

Ulovligt fyrværkerilager ryddet for krudt og kanonslag

I al hemmelighed blev flere ton fyrværkeri kørt bort med politieskorte.

Natten til onsdag 11. december kørte Københavns Vestegns Politi 2,5 ton fyrværkeri væk fra Brøndby med politieskorte.

Efter forudgående efterforskning slog politiet tirsdag til mod en industriejendom på Midtager i Brøndby, og her fandt man flere paller og containere med store mængder såkaldt konsumfyrværkeri – lovligt fyrværkeri som batterier, fontæner og raketter, der er anslået til at veje omkring 2,5 ton inklusive emballage.

Ejeren havde imidlertid kun tilladelse til at opbevare en væsentlig mindre mængde fyrværkeri, ligesom lageret indeholdt kasser med omkring 1.600 ulovlige kanonslag.

- Man skal holde helt væk fra at købe kanonslag, krysantemumbomber og andre farlige eksplosiver. Det er ulovligt og farligt og kan koste fængselsstraf. Køb kun godkendt fyrværkeri hos almindelige salgssteder, siger politikommissær Jeff Kongedam, Københavns Vestegns Politi.

Farlige eksplosiver

På grund af den store mængde eksplosiver deltog Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste i afhentningen af fyrværkeriet, ligesom arbejdet på lageret blev foretaget med assistance fra ammunitionsrydderne.

En 45-årig mand fra Hvidovre er sigtet for at opbevare fyrværkeri over tilladt mængde og for at besidde de mange ulovlige kanonslag.

Når politiet er færdige med sine undersøgelser og har opgjort den samlede NEM-værdi, skal anklagemyndigheden vurdere sagen juridisk i forhold et til et strafferetligt efterspil. NEM-værdien er den mængde krudt, fyrværkeriet i sidste ende viser sig at indeholde.

I november beslaglagde Nordjyllands Politi et lignende lager af fyrværkeri, hvor en 32-årig mand blev sigtet. I den sag vurderede politiet, at fyrværkeriet stammede fra en fabrik i Tyskland.

Ifølge TV 2s oplysninger kan det nyligt beslaglagte fyrværkeri fra Brøndby stamme fra samme leverandør.