Krimi

Skandaleombrust fodboldspiller får ny sigtelse for vold

Bernio Verhagen, da han blev præsenteret i Viborg FF. Viborg FF

Bernio Verhagen skal ifølge ny sigtelse have kastet rundt med ekskæreste på hotel og lejlighed i Viborg.

Den hollandske fodboldspiller Bernio Verhagen, der tidligere har været tilknyttet fodboldklubben Viborg FF, står over for en ny sigtelse for gentagne tilfælde af vold mod sin ekskæreste fra Chile.

Det fremgår, da den 25-årige mand er tilbage i Retten i Viborg, hvor han for tre uger siden blev varetægtsfængslet for røveri, trusler og vold.

Den nye sigtelse handler om, at han gentagne gange fra oktober til november skal have slået sin ekskæreste under et ophold på Palads Hotel i Viborg samt i en lejlighed i domkirkebyen.

Ekskæreste fik 40 blå mærker

Han skal blandt andet have slået den tidligere samlever både med knyttet og flad hånd på låret og i ansigtet.

Han skal ifølge sigtelsen også have "kastet rundt" med hende og skubbet hende hårdt op mod en væg.

Det har angiveligt medført omkring 40 blå mærker på ekskærestens krop.

Bernio Verhagen nægter sig skyldig, erklærer hans forsvarsadvokat Peter Nisgaard Brink.

Den sigtede, der er iført sort fleecetrøje og opmærksomt lytter via sin hollandske tolk, har endnu ikke udtalt sig under retsmødet.

Politiet ønsker varetægtsfængslingen forlænget på baggrund af den udvidede sigtelse.

Fyret i Viborg FF

Bernio Verhagen blev anholdt 26. november efter tumult i en kiosk i Viborg.

Kort forinden var han blevet fyret fra fodboldklubben. Det skete, fordi klubben mener sig udsat for bedrageri.

Klubben mener at have indgået en aftale med Verhagen under falske forudsætninger.

Det har vist sig, at Verhagen ikke har spillet en eneste professionel kamp, og at flere af de klubber, som han hævder at have været til prøvetræning hos, ikke kender ham.

Viborg FF har efterfølgende anmeldt Verhagen for bedrageri.

Sigtelsen for bedrageri indgår dog ikke i fængslingsgrundlaget, som anklager Katrine Melgaard mandag formiddag har præsenteret retten for.

Dommer Kirsten Maigaard skal senere afgøre, om der er grundlag for fortsat varetægtsfængsling.