Krimi

Bilist brager ind i hus, mens familie ser tv - to børn kørt på traumeafdeling

En kvinde kom lettere til skade, og to børn er kørt på traumecenteret, efter en bil kørte ind i et hus i Gravens.

Tre mennesker blev fredag aften blevet reddet ud af et sammenstyrtningstruet hus i Gravens nord for Kolding.

Huset var i fare for at falde sammen, efter en bil fredag aften kørte frontalt ind i det og efterlod et stort hul i husmuren, oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Der sad en kvinde og to børn i stuen og så fjernsyn, da bilen kørte ind i huset, fortæller vagtchefen til TV 2.

Der befandt sig tre mennesker i huset, da bilen bragede ind i muren.

Den 38-årige kvinde kom lettere til skade, mens børnene n pige på otte år og en dreng på to år - blev kørt med ambulance til traumecenteret.

- De er chokerede, men heldigvis ikke kommet alvorligt til skade, siger Lars Grønlund, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV 2 lørdag morgen.

Ifølge politiet har moren og de to børn været til undersøgelse for blå mærker, hudafskrabninger og tænder, der er slået ud.

En pårærende oplyser lørdag morgen til TV Syd. at det yngste barn har mistet tre-fire tænder og har fået en radiator i hovedet ved ulykken. Moderen og det ældste barn er begge udskrevet.

I køretøjet sad en mand, der efter ulykken stak af fra stedet. Han er fundet og anholdt.

Trekant Brand oplyste kort før klokken 23 til TV 2, at bilen var trukket fri, og at huset var ved at blive stivet af, så det ikke faldt sammen.