Voldsomme optøjer efter FC København-kamp

Politiet brugte stave og gas mod FCK-fans efter fodboldopgør i Parken.

Politiet var talstærkt til stede på Østerbro efter Europa League-kampen mellem FC København og Malmø FF.

Kort efter afslutningen på kampen kastede maskerede personer kanonslag, flasker, sten og cykler efter politifolkene, som svarede igen med en eller flere tåregasgranater.

- En gruppe maskerede FCK-fans ville hen til nogle Malmø-fans og gik til angreb på politiet, da vi stillede os i vejen, fortæller vicepolitiinspektør Lars Karlsen fra Københavns Politi.

- De trak også stavene, og hunde blev brugt defensivt til afspærring. Nogle sparkede så ud efter dem og blev bidt, fortæller Lars Karlsen.

Politiet oplyser, at der er otte anholdte.

Politiet stormer bodega

TV 2s reporter på stedet har set 30 uniformerede betjente storme Frihavnskroen på Strandboulevarden i forbindelse med en større aktion på Østerbro. Bodegaen blev tømt for en stor gruppe gæster, hvoraf omkring fire personer blev holdt nede på jorden.

Det er dog udvist, om der reelt blev foretaget nogle anholdelser ved bodegaen, fortæller Rikke Hemmingsen, TV 2 NEWS.

Klokken 22.30 var der atter faldet ro over området ved bodegaen på Strandboulevarden.

Også før kampen var der uro, da omkring 100 Malmø FF-fans pludselig løb frem mod politiet. Der faldt dog ro over gemytterne, da politiet affyrede en tåregasgranat.

Malmø FF vandt kampen 1-0, men begge hold går videre til 16.-delsfinalerne i Europa League.