Ni anholdte sigtet i terrorsag
På et pressemøde onsdag blev det oplyst, at årsagen til den omfattende politiaktion onsdag var mistanke om terror.
Torsdag blev otte af de anholdte efter en stor politiaktion fremstillet i grundlovsforhør i København.
Alle otte sigtes efter straffelovens paragraf 114 stk. 1, den såkaldte terrorparagraf.
Det drejer sig om to kvinder og seks mænd.
Det oplyser Københavns Politi, der fortæller til TV 2, at de i alt anholdt 21 personer onsdag.
Fyens Politi oplyser, at en niende person - en mand - bliver fremstillet i grundlovsforhør i Odense. Sigtelsen er endnu ukendt.
Det sker dog i relation til, at svært bevæbnet politi onsdag slog til på 20 adresser landet over.
Anklagemyndigheden oplyser, at der i Dommervagten i Københavns Byret er tale om to forskellige sager med hver deres journalnummer. Den ene sigtelse angår fem anholdte, den anden er rejst mod de tre resterende.
Sag 1: Sprængstoffer
I det ene retslokale blev en ung kvinde og to mænd fremstillet i grundlovsforhør. Ved retsmødet kom det frem, at de tre er sigtet for i forening at have til hensigt at tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade.
Ifølge sigtelsen havde de tre personer til hensigt at producere og anvende sprængstoffet TATP og andre eksplosiver. Terrormålet eller -målene blev ikke nævnt under grundlovsforhøret.
To af de sigtede nægtede sig skyldige. Den tredjes holdning kom ikke frem under retsmødet.
Sag 2: Pistoler og lyddæmpere
I det andet retslokale blev de resterende fem anholdte fremstillet. Her var der tale om en kvinde og fire mænd.
De fem er ligeledes sigtet for i forening at have til hensigt at tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade.
Anklageren mener, at de i den forbindelse har forsøgt at finansiere og købe pistoler, lyddæmpere og ammunition til brug for en eller flere terrorhandlinger.
Som i sag nummer 1 blev terrormålet- eller målene heller ikke her oplyst.
Terrortruslen forbliver på det næsthøjeste niveau
PET har efter aktionen onsdag ikke hævet terrortruslen i Danmark. Således vurderes den fortsat at være "alvorlig" og altså ikke "meget alvorlig".
På et pressemøde onsdag oplyste den operative chef i PET, Flemming Drejer, at det er deres vurdering, at de anholdte er drevet af et islamistisk militant motiv.
- Vi ser med stor alvor på en sag som denne her, der desværre bekræfter, at der er personer, der både har intentioner og kapacitet til at begå terror i Danmark.
Aktionen fandt sted, efter det PET-chefen beskriver som en "intensiv efterretningsindsats".
Alle de personer, politiet havde i kikkerten, blev anholdt ved onsdagens operation.