Krimi

Rullemarie i aktion i boligområde: - Hold jer fra vinduerne

Aktionen skete i forbindelse med en større politiaktion, der har udspillet sig i syv politikredse på tværs af hele landet.

Politiet har onsdag aften været talstærkt til stede i et boligområde i Gersagerparken i Greve.

Adskillige politibiler, brandbiler, politihunde og ambulancer var at se på stedet.

En beboer fra området fortæller til TV 2, at han efter en gåtur med sin hund fik besked på ikke at bevæge sig ind i et stort, afspærret område.

- De har spærret af, så hverken biler, cyklister eller fodgængere kan komme igennem, siger Ricki Teddy Bethelsen.

Med megafoner gav politiet områdets beboere besked på at holde sig væk fra vinduerne.

Det hang ifølge Ricki Teddy Berthelsen sammen med, at en såkaldt rullemarie har været i brug på stedet.

Del af stor aktion

Hvad den rullende bombefjerner konkret har haft af mål, vides ikke. Men vicepolitiinspektør Lars Karlsen fra Københavns Politi bekræfter, at aktionen i Greve har forbindelse til dagens samlede aktion, hvor syv politikredse har lavet 20 ransagninger på tværs af landet og anholdt 20 personer.

TV 2s journalist på stedet fortæller, at det rullende bomberedskab har været inde i en opgang sammen med politihunde, og ifølge B.T. er beboerne i opgangen blevet evakueret.

Desuden har DSB i en periode onsdag aften haft indstillet S-togene på strækningen mellem Hundige og Solrød på grund af politiets arbejde, bekræfter politiet over for TV 2.

Ifølge TV 2s journalist på stedet er aktionen i Greve nu slut.