Britta Nielsen - en sag om tillid
KOMMENTAR: Sagen om Britta Nielsen handler om vores tillid til hinanden og de systemer, vi alle lever under og med.
Vi skal vente to måneder, før den endelige afgørelse falder i sagen mod Britta Nielsen. Tiltalt for bedrageri for 117 millioner kroner gennem 25 år og for mandatsvig og embedsmisbrug.
I en sag, der egentlig bare var sat ni dage af til at behandle i Københavns byret, men som er trukket ud.
Blandt andet på grund af sygemelding fra Britta Nielsen, og fordi hendes forsvarsadvokat har insisteret på at få adgang til alle sagsakter i udleveringssagen med hende og har sat spørgsmålstegn ved, om selve overførslen af hende fra Sydafrika til Danmark er foregået på et ordentligt grundlag.
Overordnet er det en sag, der handler om vores tillid til hinanden og de systemer, vi alle lever under og med.
En af Britta Nielsens kolleger sagde det således i retten: ”Vi var et lille kontor med få ansatte, meget ansvar og stor tillid fra vores chefer, som vi forsøgte at honorere. En tillid, som Britta Nielsen brød”.
Derfor straffes økonomisk kriminalitet så hårdt
For der er mange, der har spurgt mig om, hvorfor hun står til en straf på helt op til 12 års fængsel, når for eksempel pædofile får langt mindre ved overgreb på børn.
Faktisk kan seksuelle overgreb på børn også straffes med fængsel op til 12 år. Men når man alligevel straffer økonomisk kriminalitet hårdt, er det, fordi det jo netop går ind og rykker ved vores tillid til hinanden og strukturerne i vores samfund.
Og det er det, udsagnet fra Britta Nielsens tidligere kollega i Socialstyrelsens tilskudsadministration rammer ind.
For vi kunne jo alle snyde lidt på vægten, og jeg skal ikke sige mig fri for at have en saks liggende i køkkenskuffen, som egentlig er TV 2s, men hovedparten gør det ikke. Flertallet af os snyder ikke. Og stjæler ikke, selv om vi godt kunne.
Flertallet af os udvikler ikke nye metoder til at hive millioner ud fra vores arbejdsplads.
Dybt påvirkede vidner
Under retssagen har det været tydeligt, at Britta Nielsen havde svært ved at se sine tidligere kolleger i øjnene, når de afgav forklaring. Og de fleste af dem var dybt påvirkede, da de sad der i vidneskranken foran domsmandsretten og afgav forklaring.
Kvinder, der har passet deres kontorjob i mange år, som lige pludselig skulle vidne i en ret. Det var en svær situation for dem.
Britta Nielsen har forklaret, at der ligefrem blev joket med, at man kunne ændre i udbetalingsblanketterne, sætte sit eget kontonummer ind og bestille en tur til Bahamas. En af hendes tidligere kolleger hørte denne samtale en dag, og som hun sagde: ”Jeg synes, det var perfidt at tale om det på den måde og tog det som et angreb på mig og mit job”.
Altså at man overhovedet kunne tænke den tanke at snyde. Det forstod hun ikke. På ingen måde.
Britta Nielsen har erklæret sig delvis skyldig, så hun bliver straffet. Hvor meget er op til domsmandsretten at beslutte.
Anklager og forsvarer skal procedere for, hvor de mener snittet skal ligge 10. februar. Endelig dom falder 18. februar klokken 16.00.
Se minidokken 'Britta i retten - sådan foregik svindlen' på TV 2 Play her.