Krimi

Studerende risikerer fængsel for at synge i kirkekor

Simeon-Sankt Johannes Sogn på Nørrebro, hvor Sankt Johannes Kirken ligger, er et af de steder, der også kan blive straffet for at have ansat den studerende.

Den unge musikstuderende havde ingen arbejdstilladelse, da hun tog studiejob i flere kirker og på Musikkonservatoriet. Nu skal sagen for retten.

Står det til anklagemyndigheden, skal en amerikansk musikstuderende både i fængsel og udvises.

Det skal hun, fordi hun ved siden af sine studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium igennem tre år blandt andet arbejdede som kirkesanger uden den nødvendige arbejdstilladelse.

Derudover skal seks kirker i København og på Frederiksberg samt konservatoriet idømmes bøder for at have ansat den kvindelige sanger, lyder det i anklageskriftet i sagen, der mandag indledes ved Retten på Frederiksberg.

Kan se frem til bøder på flere hundredtusinder

Musikkonservatoriet og de seks kirker påstås "under skærpende omstændigheder" at have beskæftiget den i dag 29-årige amerikaner i perioder indtil 2017 på trods af, at hun ikke havde opholds- og arbejdstilladelse.

I den situation er bødekravet som udgangspunkt 20.000 kroner per påbegyndt måned. Dermed er der for et par kirkers vedkommende risiko for bøder på mere end 300.000 kroner.

- Det er fuldstændigt ude af proportioner. I den ene måned har hun sunget ved to bisættelser. Det skal vi så betale en bøde på 20.000 kroner for, siger Hans-Henrik Jørgensen, som er formand for menighedsrådet i Godthaabskirken på Frederiksberg, som er en af de anklagede kirker.

De står potentielt til en bøde på i alt 80.000 kroner for de fire måneder, den studerende arbejdede i kirken - og det synes han er helt urimeligt, fordi han både fik forevist et dansk skattekort og cpr-nummer samt et svensk efternavn.

- Men så er hendes arbejdstilladelse åbenbart bortfaldet, fordi hun er flyttet til Malmø. Det gør det svært for personalet, for skal man hver måned bede om at se pas og gyldig arbejdstilladelse?, spørger menighedsrådsformanden.

Udover kirken på Frederiksberg er også Mariendals Kirke, Kastelskirken, Sankt Thomas Kirke, Simeon-Sankt Johannes Sogn samt Frederiks Sogn. De repræsenteres af advokat Janus Holst Topp.

- Kirkerne har været i god tro, og der er afregnet både skat og feriepenge, siger advokaten, som har svært ved at se, at der skulle være tale om "skærpende omstændigheder".

Sag har været længe undervejs

Straffesagen har haft et noget omtumlet forløb. I marts besluttede Retten på Frederiksberg helt usædvanligt at sende anklageskriftet retur til anklagemyndigheden.

Retten opfordrede blandt andet anklagemyndigheden til at overveje "hensigtsmæssigheden i den foretagne samlede tiltalerejsning", fremgår det af et udskrift af retsbogen, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Men anklagemyndigheden stod fast, og mandag indledes sagen som nævnt ved Retten på Frederiksberg, og dommen ventes at falde om et par uger.

Andre sager om ulovlig beskæftigelse har tidligere fået en del opmærksomhed.

Det Kongelige Teater blev i 2017 straffet med en bøde på 150.000 kroner. I en årrække havde teatret ansat en amerikansk koreograf, der ikke havde papirerne i orden.

Også Københavns Universitet og DTU har kritiseret en alt for barsk linje over for udenlandske forskere og studerende.