Krimi

Mand skudt to gange af politiet - var til fare for sig selv

Politiet har skudt en mand i en lejlighed i Hillerødgade på Nørrebro. Fotograf DK / Byrd

Sagen er overdraget til Den Uafhængige Politianklagemyndighed.

En mand blev onsdag aften blevet ramt af to skud affyret af politiet.

Episoden fandt sted i en lejlighed i Hillerødgade 74 på Nørrebro i København omkring klokken 22.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.

Til fare for sig selv

Københavns Politi oplyser torsdag, at manden optrådte "uligevægtig og til fare for sig selv og betjentene" i aftes.

Politiet skød mod benene, og mandens tilstand er derfor ikke livstruende, skriver politiet.

Personen har dog påført sig selv "alvorlige skader", lyder det fra myndighederne.

Michael Andersen oplyser, at sagen er overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), og derfor kan politiet ikke udtale sig yderligere om hændelsesforløbet på Nørrebro.

Sager, hvor personer bliver såret af skud fra politiets tjenestevåben, skal undersøges af DUP, og de bekræfter også selv torsdag formiddag, at de har igangsat en efterforskning af episoden.

Undersøger politiets adfærd

DUP er en selvstændig myndighed, der organisatorisk hører under Justitsministeriet og ligger i Aarhus.

Folketinget besluttede i 2010 at oprette Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der begyndte sit arbejde 1. januar 2012.

DUP ledes af Politiklagerådet og en direktør. Politiklagerådet består af en formand, som skal være landsdommer, en advokat, en universitetslærer i retsvidenskab og to repræsentanter for offentligheden.

Rådet udpeges af justitsministeren for fire år ad gangen og kan maksimalt genvælges en gang.

DUP undersøger klager over politiets adfærd, efterforsker strafbare forhold begået af politifolk og går ind i sager, hvor personer er døde eller er kommet alvorligt til skade, efter at politiet greb ind, eller mens vedkommende var i politiets varetægt.

I 2012 modtog DUP 1919 nye sager. Det tal er steget støt lige siden, og sidste år modtog DUP 2699 nye sager.