Syg Britta Nielsen ville ikke lade retsmøde fortsætte
Forsvarsadvokat Nima Nabipour forsøgte at ringe til Britta Nielsen, men fik ikke samtykke til at fortsætte retssagen.
Britta Nielsen skulle klokken 09.00 fredag morgen være mødt ind i retssal 60 i Københavns Byret.
Men sådan gik det ikke. Hun var blevet syg og kunne ikke deltage, oplyste hendes forsvarsadvokat, Nima Nabipour.
Derfor har retten valgt at udsætte retsmødet - igen, fortalte retsformand Vivi Sønderskov Møller.
- Det er meget beklageligt, sagde retsformanden.
Det var forventet, at dagens retsmøde skulle være brugt på afhøringer af tidligere kolleger til Britta Nielsen.
Det står ikke klart, hvad Britta Nielsen fejler. Men på retssagens første dag, blev hun hentet i ambulance, fordi hun fik det skidt. Hendes forsvarsadvokat oplyste, at hun tidligere har haft hjerteproblemer.
Forsøgte at ringe til hende
Inden rettens beslutning fortalte Nima Nabipour, at han ikke havde haft kontakt med Britta Nielsen.
Derfor havde han heller ikke haft mulighed for at indhente samtykke til, at sagen kunne fortsætte uden hende.
Vivi Sønderskov Møller bad derfor forsvarsadvokaten om at gå ud og ringe til hende, så dagen kunne bruges til dokumentation.
- Det er vel også i Britta Nielsens interesse at forsøge at få afsluttet denne sag, der i forvejen er blevet forsinket, lød det fra retsformanden.
Men sådan gik det ikke.
- Min klient giver ikke samtykke til at fortsætte, sagde Nima Nabipour efter en kort samtale.
- Det er noteret. Så bliver vi sat skakmat igen. Britta har ret til at være til stede, sluttede Vivi Sønderskov Møller.
Som tiltalt har man krav på at være til stede i retten.
Tredje udsættelse
Det er tredje gang, at retssagen mod Britta Nielsen bliver udsat. De andre gange har det været en diskussion om en særlig paragraf og manglende dokumentation for udleveringen af Britta Nielsen fra Sydafrika samt sygdom, der har udsat retssagen.
Retsformanden bad derfor forsvareren om at gå hjem og tjekke datoer for nye retsdage, ligesom hun hurtigst muligt vil have en lægeerklæring for Britta Nielsens sygdom.
Det var forventet, at der skulle være procedure og dom 29. november, men den tidsplan er nu skredet og i værste fald kan sagen først slutte i det nye år.
Retten bad derfor forsvarer og anklager vurdere, om nogle vidner skal frafalde.
Næste retsmøde er mandag 25. november.
Store svigt
Britta Nielsen har fortalt, at hun ”faldt for en fristelse” i systemet, og at overførslerne blev ”en slags afhængighed”, selvom hun var bange hver gang, at hun lavede en overførsel.
Britta Nielsen er tiltalt for dokumentfalsk, embedsmisbrug og groft bedrageri ved at have overført ikke under 116.915.658 kroner til sig selv fra 1993 til 2018 via 298 overførsler.
Hun har slået fast gentagende gange, at hun var glad for sit arbejde, men at der var store problemer og svigt i Tilskudsadministrationen under Socialstyrelsen, hvor hun blandt andet stod for at udbetale penge fra Satspuljen.
Hun har erkendt sig delvist skyldig, da hun ikke kan huske alle overførsler.
Groft bedrageri kan give op til otte års fængsel. Anklagemyndigheden ønsker, at det skal hæves til 12 års fængsel ved at benytte en særlig paragraf.
Dette har der være flere diskussioner omkring, og retten tager først stilling til det ved proceduren - til sidst i retssagen.