Krimi

Tredje mand anholdt efter bandeleders flugt fra hospital

Bandelederen flygtede i tirsdags fra psykiatrisk hospital i Slagelse, hvor han var indlagt til observation.

Endnu en mand er blevet anholdt i forbindelse med befrielsesaktionen af den 24-årige bandeleder Hemin Dilshad Saleh. Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev anholdt i Hamborg i Tyskland i forbindelse med en anden sag.

- Vi vil begære den anholdte udleveret til Danmark for at afhøre ham nærmere og fremstille ham i grundlovsforhør, siger politiinspektør Kim Kliver.

Onsdag eftermiddag blev to yngre mænd anholdt i forbindelse med sagen.

Våben var gemt i kageæske

Hemin Dilshad Saleh flygtede tirsdag kort før klokken 17 fra psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus, efter en besøgende havde bragt våben ind på afdelingen i en kageæske.

- Personalet havde faktisk lige dækket op og lavet kaffe, og så skete det, da de (den besøgende og den indsatte, red.) satte sig for at spise kagen - som jo så viste sig at være pistoler, fortalte fællestillidsrepræsentanten for sygeplejerskerne i Psykiatrien Vest, Helle Brink efterfølgende.

Med de to pistoler, som dukkede op fra kageæsken, truede den 24-årige Hemin Dilshad Saleh sig ud af afdelingen. Det skete blandt andet ved, at han sigtede på to ansatte og skød ned i gulvet.

Et vidne overværede dele af flugten fra en parkeringsplads tæt på sygehuset, hvor flere biler pludselig holdt og spærrede indkørslen.

- De var omkring fem-seks stykker. Det gik så stærkt. Jeg ville bare ind på pladsen. Bilerne forlod hurtigt stedet, mens de råbte og skreg til hinanden, siger vidnet, hvis identitet TV 2 kender.

Ingen kom til skade ved flugten.

Hemin Dilshad Saleh er stadig på fri fod.