Krimi

Politi finder stjålen kunst for 2,5 millioner kroner hos mand i Randers

ARKIV. Eksempel på tupilak-figurer. Der er ikke tale om figurer fra den aktuelle sag. Lars Møller / Scanpix Danmark

En 55-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig og har kæret kendelsen.

Østjyllands Politi gjorde tirsdag en stor opdagelse i forbindelse med ransagningen af en 55-årig mands hjem i Randers.

Her fandt man nemlig en stor samling grønlandske tupilakker, som var blevet stjålet fra en adresse i Thy i 2010.

Samlingen har en vurdering på cirka 2,5 millioner kroner.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Nægter sig skyldig

Onsdag blev den 55-årige mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Han er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig og har kæret kendelsen.

Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre.

Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at komme med yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.

Stammer fra inuitkultur

Tupilak betyder forfaderens sjæl. De er typisk skåret ud af en tand fra dyr som hvaler, rensdyr, hvalrosser eller andet materiale fra den grønlandske natur.

Tupilakker stammer fra den grønlandske inuitkultur.

Politiet var på besøg hos den 55-årige mand i forbindelse med en anden sag, da man gjorde opdagelsen.