Krimi

To personer fængslet i hemmeligholdt sag

Dansk politi arresterede lørdag 9. november tre personer på en rasteplads ved Ejer Bavnehøj.

De to personer er blevet udleveret af de svenske myndigheder.

To personer er anholdt og varetægtsfængslet i en hemmelig sag hos Særlig Efterforskning Vest. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at Særlig Efterforskning Vest har fået udleveret de to personer af de svenske myndigheder. De blev hver især fremstillet i grundlovsforhør henholdsvis 16. november i Kolding og 18. november i Horsens, hvor begge blev varetægtsfængslet.

De to kobles til en sag, hvor yderligere seks personer - tre danskere og tre svenskere - blev anholdt 9. november.

I den forbindelse oplyste politiinspektør Brian Voss Olsen ved Østjyllands Politi, at sagen drejer sig om grov international kriminalitet, men politiet ønsker ikke at uddybe yderligere.

Overfor den svenske avis Aftonbladet afviste han, at anholdelserne handlede om terror.

Tre af de seks personer, der blev anholdt 9. november, blev pågrebet på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj, mens svensk politi anholdt tre personer i Göteborg. Under aktionen ved Ejer Bavnehøj blev flere civile beordret ned at ligge på jorden.

Grundlovsforhøret af de tre personer foregik efterfølgende bag dobbeltlukkede døre ved Retten i Horsens, men politiet oplyste, at der var tale om en sag om "særlig kompliceret og grænseoverskridende kriminalitet".

Dermed er i alt otte personer indtil videre fængslet i sagen.