Krimi

Her er den flygtede bandeleder, politiet jagter

I forbindelse med flugten blev der affyret skud.

Natten igennem har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi jagtet en bandeleder, der tirsdag flygtede fra Slagelse Sygehus.

Der er tale om den 24-årige Hemin Dilshad Saleh. Han er 183 cm høj, almindelig til kraftig af bygning, har sort kort hår og formentlig fuldskæg.

- Vi har brugt natten på at afhøre vidner, foretage tekniske undersøgelser og indsamle og gennemse videomateriale, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi onsdag morgen til TV 2.

Ser man manden, eller har man oplysninger om, hvor han befinder sig, skal man kontakte politiet på 1-1-4. Man skal ikke selv forsøge at tage kontakt, oplyser politiet.

Vidne så væbnet aktion

Hemin Dilshad Saleh flygtede tirsdag kort før klokken 17 fra psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus.

Et vidne overværede dele af flugten fra en parkeringsplads tæt på sygehuset, hvor flere biler pludselig holdt og spærrede indkørslen.

- De var omkring fem-seks stykker. Det gik så stærkt. Jeg ville bare ind på pladsen. Bilerne forlod hurtigt stedet, mens de råbte og skreg til hinanden, siger vidnet, hvis identitet TV 2 kender.

En alvorlig oplevelse for personalet

I forbindelse med flugten affyrede gerningsmændene skud.

Selvom ingen kom til skade, var det en chokerende oplevelse for personalet, fortæller politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver til TV 2.

- Det har været en ganske alvorlig oplevelse for det personale og de personer, der har været der, siger han.

Tirsdag aften sendte sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke tanker til personalet.

Menneskejagt på Sjælland

Bandelederens flugt har igangsat en menneskejagt på Sjælland, hvor de øvrige politikredse hjælper med eftersøgningen.

- Der foregår et tæt samarbejde mellem os og de andre politikredse på Sjælland, siger Kim Kliver.

De personer, der menes at have hjulpet Hemin Dilshad Saleh med at flygte, er også på fri fod.

Varetægtsfængslet for groft overfald

Hemin Dilshad Saleh er ifølge TV 2s oplysninger en ledende skikkelse i bandegrupperingen NNV, der har rødder på det ydre Nørrebro i København.

Den undvegne bandeleder blev 11. oktober varetægtsfængslet i Københavns Byret i en sag om et groft voldeligt overfald, der fandt sted i forbindelse med den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet.

Inden da havde bandelederen været efterlyst i et års tid. Ifølge TV 2s oplysninger har han blandt andet opholdt sig i Spanien.

De mest behandlingskrævende

Psykiatrien under Slagelse Sygehus, hvor Hemin Dilshad Saleh befandt sig, rummer blandt andet flere voksenpsykiatriske afsnit, retspsykiatriske afsnit og sikringsafdelingen.

Sikringsafdelingen er en afdeling for de mest behandlingskrævende psykisk syge patienter i Danmark - herunder personer, som er dømt til behandling i forbindelse med straffesager.

Denne afdeling samt de øvrige psykiatriske afsnit er placeret i et område ved siden af resten af Slagelse Sygehus tæt på Vestmotorvejen.

Det er uvist, hvilken af de psykiatriske afdelinger manden er flygtet fra.