Krimi

Ung kvinde er i livsfare efter ulykke

Arkiv.

Den tilskadekomne var fører af en personbil, der kolliderede med en traktor.

En 22-årig kvinde blev fredag aften livsfarligt kvæstet i et færdselsuheld ved Vojens.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i et tweet sent fredag aften. Kvindens pårørende er underrettet.

- Vedkommende er i kritisk tilstand og skal med eskorte til Odense Universitetshospital, oplyste vagtchef Bjørn Pedersen tidligere fredag.

På det tidspunkt var kvindens pårørende endnu ikke underrettet, og derfor ville politiet ikke sige noget om den tilskadekomnes alder eller køn.

Uheldet fandt sted i krydset mellem Strandelhjørnvej og Elmegårdsvej mellem Aabenraa og Vojens.

Den tilskadekomne var fører af en personbil, der kolliderede med en traktor.

Ifølge Bjørn Pedersen kom føreren af traktoren ikke til skade under uheldet.

Den 22-årige kvinde blev først bragt til sygehuset i Aabenraa med eskorte efter uheldet og derefter til Odense Universitetshospital - ligeledes med politieskorte, oplyser vagtchefen.