Krimi

27-årig dansker mistænkt for mord i Sverige anholdt efter biljagt

Kvinden blev fundet dræbt i Hyllie i Malmø.

En 27-årig mand har siden natten til fredag været eftersøgt af svensk politi.

En 27-årig dansk mand, der er mistænkt for drabet på en kvinde i Hyllie i Malmø Kommune, er blevet anholdt i Danmark efter en biljagt.

Det oplyser Malmøs politi.

Manden er blevet overleveret til de svenske myndigheder.

Biljagten, der endte med anholdelsen af den 27-årige mand, fandt sted på Fyn.

- Det tog lang tid. Han ville ikke standse, siger Ehm Christensen, vagtchef ved Fyns Politi ifølge Aftonbladet.

Det var svensk politi, der først oplyste, at den mistænke var blevet anholdt i Danmark.

Forholdsvist udramatisk afslutning

Ehm Christensen oplyser, at biljagten fandt sted mellem klokken 19.17 og 19.52.

Flere og flere patruljer bidrog i jagten i takt med, at manden kørte videre.

Biljagten fandt sted på Fynske Motorvej fra Nyborg. Det hele endte i nærheden af Ejby, hvor politiet fik stoppet bilen.

Ifølge Fyns Politi foregik det hele forholdsvis udramatisk.

- På intet tidspunkt er det gået hurtigere end 140 kilometer i timen, siger Ehm Christensen.