Britta Nielsen om Google-søgninger: - Havde mange kontanter på mig

Britta Nielsen brød tirsdag helt sammen i retten, og der blev holdt fem minutters pause.

28. og 30. oktober 2018 – knap en uge inden Britta Nielsens anholdelse i Sydafrika – gennemførte hun en række søgninger på Google via sin iPhone 6.

På daværende tidspunkt var den svindeltiltalte internationalt eftersøgt, og anklagemyndigheden har tidligere sat spørgsmålstegn ved, hvorfor hun søgte på danske fængsler, fonde i Sydafrika og om hvorvidt Mauritius er en del af Sydafrika.

Men det er der en forklaring på, fortalte Britta Nielsen selv tirsdag i retssal 60 i Københavns Byret:

- Jeg havde ret mange kontanter på mig. Det havde jeg også, da jeg blev taget (anholdt, red.) i lejligheden. Jeg havde 500.000 i rand.

- Det skal man ikke have i Sydafrika. Så derfor søgte jeg på en fond.

En video har tidligere vist, at Britta Nielsen havde kontanterne og gemte kreditkort i et chipsrør.

”Jeg var indstillet på straf”

Britta Nielsen ønskede ifølge anklagemyndigheden ikke at åbne telefonen ved anholdelsen, hvorfor den blev sendt til eksperter.

Jeg var indstillet på straf, men jeg ville gerne vide, hvad der ventede mig

Britta Nielsen, svindeltiltalt

Med dette og søgningerne in mente har anklagemyndigheden argumenteret for, at der var forhold, og muligvis midler, som Britta Nielsen ikke ønskede at fortælle om.

Men da Britta Nielsen tirsdag blev afhørt af sin forsvarer, fortalte hun om de søgninger, som anklagemyndigheden har ønsket svar på:

  • "Hvor skal man afsone straf på 6 år?"
  • "Hvordan opretter man en fond i Sydafrika?"
  • "Hvor opbevarer man smykker i Sandton (bydel i Johannesburg, Sydafrika, red.)?"
  • "Nyborg fængsel"
  • "Lukkede fængsler"
  • "Horserød fængsel"
  • "Er Maurititus en del af Sydafrika?"

Ifølge Britta Nielsen søgte hun på fængsler og domme, efter hun havde været i kontakt med Nima Nabipour, der på daværende tidspunkt var blevet hendes beskikkede forsvarer:

- Jeg vidste, at jeg var eftersøgt og snakkede med dig (Nima Nabipour, red.) om, at jeg gerne ville tilbage, og du nævnte, da jeg spurgte om straf, at det kunne være seks år, så derfor søgte jeg på det.

- Jeg var indstillet på straf, men jeg ville gerne vide, hvad der ventede mig, sagde Britta Nielsen grædende.

Mauritius var til sønnen

Da Nima Nabipour spurgte ind til, hvorfor Mauritius pludselig var interessant, handlede det ikke om et ønske om ferie eller flugt, sagde Britta Nielsen:

Mauritius var simpelthen fordi, min søn skulle ud af Sydafrika

Britta Nielsen, svindeltiltalt

- Mauritius var simpelthen, fordi min søn skulle ud af Sydafrika. Han havde et uddannelsesvisum, da han var i gang med sin uddannelse. Men den måtte han afbryde, fordi medierne var efter mig, og så opsøgte de ham på hans skole.

- Så han kunne ikke være der. Derfor ville han rejse ind og ud af landet, så hans visum kunne blive fornyet. Den dag han blev taget i lufthavnen, var han på vej til at få sit visum fornyet, sagde Britta Nielsen.

Så du prøvede ikke at komme nogle steder hen, eller gemme nogle penge, spurgte Nima Nabipour:

- Nej nej.

Britta Nielsens søn, Jimmy Hayat, blev anholdt i Johannesburg International Airport 28. oktober 2018.

Britta Nielsen: - Ville ønske undskyldning var nok

Ifølge Britta Nielsen blev overførslerne fra Socialstyrelsen til hendes egne konti "en ond spiral", fordi hun ville give hendes tre børn en bedre barndom, end hun selv har haft.

En barndom, der ifølge hende selv har været utryg, præget af fattigdom, besøg af fogeden og en psykisk syg mor. Og da det gik dårligt i økonomien, begyndte hun at tage pengene, sagde hun.

Jeg er så ked af det, og jeg ville ønske, jeg kunne nøjes med at sige undskyld

Britta Nielsen, svindeltiltalt

- Jeg er så ked af det, og jeg ville ønske, jeg kunne nøjes med at sige undskyld, men det kan jeg ikke. Jeg vil sige undskyld til mine børn og til mine kolleger og mit arbejde, sagde Britta Nielsen, inden hun brød sammen, og retten måtte holde fem minutters pause.

Britta Nielsen har tidliere fortalt, at hun ”faldt for en fristelse” i systemet, og at overførslerne blev ”en slags afhængighed”, selvom hun fortalte, at hun var bange. Desuden har hun flere gange slået fast, at hun var glad for sit arbejde.

Britta Nielsen er tiltalt for dokumentfalsk, embedsmisbrug og groft bedrageri ved at have overført ikke under 116.915.658 kroner til sig selv fra 1993 til 2018 via 298 overførsler.

Hun har erkendt sig delvist skyldig, da hun ikke kan huske alle overførsler.

Næste retsmøde er 22. november. Indtil da er der mere om sagen i programmet Bag Forbrydelsen tirsdag klokken 19.45 på TV 2 NEWS og TV 2 PLAY.