Krimi

Hærværk mod jøder flere steder i landet

Det Jødiske Samfund i Danmark melder om en stigning i antisemitiske hændelser.

Flere steder i landet har flere antisemitiske episoder fundet sted i løbet af weekenden, der samtidig har markeret årsdagen for Krystalnatten, hvor nationalsocialister i Tyskland i 1938 ødelagde jødiske kirkegårde og butikker.

84 gravsten på den jødiske del af Østre Kirkegård i Randers er blevet malet med grøn graffiti, og enkelte er blevet væltet.

I samme by undersøger Østjyllands Politi desuden en anmeldelse om maling kastet mod en facade på en bygning, som er prydet med en Davidsstjerne.

I Brøndby er der blevet malet en Davidsstjerne og logoet for den nynazistiske bevægelse Nordfront på et hus, hvor der bor et kendt medlem af Det Jødiske Samfund, og i Silkeborg har en dansk-jødisk familie fået hængt en gul davidsstjerne magen til den, der blev brugt i Nazityskland, på sin postkasse, oplyser Det Jødiske Samfund.

En bygning i Brøndby har fået påmålet en Davidsstjerne og webadressen til en yderligtgående højrefløjsorganisation.
Det var familiens nabo, der lørdag morgen opdagede dette undertrykkende symbol på familiens postkasse i Silkeborg.

Statsminister Mette Frederiksen (S) tager på Facebook kraftigt afstand fra hændelserne.

- Antisemitisme og racisme har ingen plads i vores samfund. Og weekendens angreb på en jødisk gravplads i Randers er både et angreb på danske jøder og alle vi andre, skriver hun.

Antisemitisme og racisme har ingen plads i vores samfund. Og weekendens angreb på en jødisk gravplads i Randers er både...

Posted by Mette Frederiksen on Sunday, November 10, 2019

I Det Jødiske Samfund mener formand Henri Goldstein, at hændelserne skal ses i den historiske kontekst, og derfor må tages meget alvorligt.

- At det sker lige præcis på årsdagen for Krystalnatten, er bevis på, at det tænkesæt, der førte til holocaust, eksisterer i 2019, siger formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein, i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

- Vi er i sagens natur stærkt berørte. Vi tager hånd om de familier, der er berørt, og vi kommer ikke til at dukke os.

I Aalborg er hærværket gået ud over en sten placeret på Den Jødiske Kirkegård. Her har ukendte gerningsmænd ifølge TV 2 Nord sprayet stenen med "jude" - det tyske ord for jøde.

Stigning i antisemitiske hændelser

Det Jødiske Samfund i Danmark oplyser, at det netop har afsluttet rapporten over antisemitiske hændelser i 2018. En rapport, der viser en stigning i antallet af antisemitiske hændelser. Der er registreret 45 tilfælde i 2018 mod 30 i 2017. Samtidig er hændelserne blevet grovere.

- Det er toppen af isbjerget, da der er et stort mørketal, som Rigspolitiet også netop har været inde på i deres opgørelse over hadforbrydelser. Og det ikke omfatter ytringer på internet,som er meget omfattende, siger Henrik Goldstein.

Formanden for Det Jødiske Samfund kalder alle hadforbrydelser for alvorlige.

- Men jøderne er under et særligt stort pres, fordi vi er et relativt lille samfund og fordi vi er presset for flere sider, siger Henri Goldstein.

Som sin statsminister tager justitsminister Nick Hækkerup (S) tager stor afstand fra de antisemitiske hændelser.

- De her hændelser giver selvfølgelig anledning til at overveje, om det, vi gør, er det rigtige, og om det er nok, siger han til Ritzau.

Nick Hækkerup har derfor inviteret en række organisationer til en dialog om hadforbrydelser for at finde ud af, hvad der skal gøres for at forebygge lignende episoder.