Gravplads hærget - 84 gravsten overmalet: - Det er forfærdeligt
Sagen om de vandaliserede gravsten har også ramt internationale medier.
Lørdag - på årsdagen for Krystalnatten - modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en jødisk gravplads var blevet udsat for hærværk.
84 gravsten på Østre Kirkegård i Randers var blevet malet med grøn graffiti, og enkelte var også blevet væltet.
- Det er forfærdeligt, og det er noget, vi tager stor afstand fra, siger Thue De La Cour, daglig leder ved Nordre og Østre Kirkegård i Randers, til TV2 ØSTJYLLAND.
Vidner søges
Politiet modtog anmeldelsen af det omfattende hærværk klokken 15.25.
- Vi ser meget alvorligt på det. Det er ikke drengestreger, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Vagtchefen oplyser til TV 2, at politiet har indsamlet spor i området, men at de endnu ikke har oplysninger om hverken gerningstidspunktet eller -mændene.
Derfor eftersøger de vidner, der kan have set personer, som har udvist mistænkelig adfærd, i området.
- Vi ved ikke særlig meget på nuværende tidspunkt. Derfor vil vi gerne høre fra personer, der kan lede os hen imod, hvornår hærværket kunne være udført, siger Bo Christensen til TV 2.
Borgmester: - Det er svært at forstå
Ifølge Thue De La Cour blev den jødiske gravplads på Østre Kirkegård etableret i begyndelsen af 1800-tallet. I 1980'er blev de sidste personer begravet der.
- Det er rigtig trist, at folk behandler vores kulturværdier på den måde, siger Thue De La Cour og fortsætter:
- Tankerne går også til de efterladte, der selvfølgelig er meget berørte af det, der sker.
Han fortæller, at oprydningsarbejdet allerede går i gang på mandag.
I en pressemeddelelse udtaler borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S), søndag, at man i kommunen tager skarp afstand fra handlingen:
- Vi har en af de ældste jødiske begravelsespladser, og vi vil altid værne om den, som vi værner om alle gravpladser. Jeg håber politiet finder de skyldige.
- Det er svært at forstå, at nogen kan finde på at begå hærværk på den måde – og dermed såre andre i vores samfund. Vores gode folk på Østre Kirkegård sørger for, at malingen bliver fjernet så nænsomt som muligt, siger han.
Fandt jødestjerne ved postkasse
Sagen har også fået international bevågenhed.
Her har blandt andet italienske og israelske medier har skrevet om de vandaliserede gravsten.
Dog er gravpladsen var ikke det eneste tilfælde i landet, hvor jøder blev mindet om, at det i går var 81 år siden, at Krystalnatten fandt sted. En skæbnesvanger begivenhed der fandt sted 9. november 1938, hvor de tyske nazister startede et voldsorgie om natten mod jøder over hele Tyskland.
Lørdag morgen fandt en jødisk familie i Silkeborg et klistermærke på deres postkasse, der forestillede en jødisk stjerne. Stjernen var magen til den, som nazisterne i 1941 tvang jøderne til at bære synligt, så de kunne identificeres som jøder.
Familien anmeldte sagen til Midt- og Vestjyllands Politi, som ser med stor alvor på episoden.