Krimi

Politiet fandt stort antal luksusbiler i lade

En 31-årig mand er blevet fængslet i sagen. Politiet mener, at bilerne alle er stjålne.

Nordsjælland Politi ransagede fredag eftermiddag en adresse i Gørløse, hvor der er fundet en lang række luksusbiler.

Politiet oplyser, at alle bilerne formentlig er stjålne.

En 31-årig mand blev efterfølgende anholdt. Han blev lørdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby varetægtsfænglset i fire uger.

- Han har relation til adressen. Konkret har han lejet den bygning, hvor bilerne blev fundet, siger Matias Arvidsen, politikommissær hos Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Han siger videre, at Nordsjællands Politi efterforsker sagen.

- Køretøjerne er taget med ind, fordi vi skal have foretaget nogle tekniske undersøgelser på dem. Og så selvfølgelig klarlægge, hvor mange af køretøjerne der er stjålet.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, ligesom der er blevet nedlagt navneforbud i sagen.

Maserati, BMW og Range Rover

Nordsjællands Politi oplyser lørdag, at de har fundet over 20 biler på adressen. Alle biler er af en vis prisklasse.

- Det er biler i den dyre ende. Den ene af dem er en Maserati, så det er ikke hvilke som helst biler, fortalte politiinspektør Lau Thygesen til Ekstra Bladet fredag.

Siden fundet fredag eftermiddag har politiet kørt en lang række biler væk fra adressen - herunder den omtalte Maserati, en BMW og to Range Rovers.

De mange biler er efterfølgende blevet kørt væk for at sikre, de kan komme tilbage til de rette ejere.