Krimi

Bagmandspoliti ser stor risiko for hvidvask i spilindustrien

Danske spil erkender, at der er hvidvaskrisiko ved de landbaserede væddemål.

Fortrolig rapport fra Bagmandspolitiet advarer om, at kriminelle hvidvasker penge hos statsejede Danske Spil.

Der er stor risiko for hvidvask i spilindustrien. Og kriminelle hvidvasker penge på livet løs hos blandt andet det statsejede Danske Spil.

Sådan lyder advarslen i en fortrolig rapport fra Bagmandspolitiet, der officielt hedder Søik (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet).

Det skriver Børsen onsdag.

Ifølge rapporten er de såkaldte landbaserede væddemål - altså spil, der ikke foregår online - hvor man for eksempel spiller på fodboldkampe, et af de områder, hvor hvidvaskrisikoen er højest.

Søik betegner væddemålene som en "relativt billig metode at anvende til hvidvask".

- Den teoretiske tilbagebetaling på nogle spil er mere end 90 procent. Det vil sige, at man i teorien næsten risikofrit kan placere sine midler hos en spiludbyder og få størstedelen tilbage igen, lyder det ifølge Børsen.

Fortrolig version

Danske spil erkender, at der er hvidvaskrisiko ved de landbaserede væddemål.

- Men vi er ikke enige i, at opdagelsesrisikoen er lav, siger Kate Jacquerot, der er juridisk direktør i Danske Spil, til Børsen.

- Vi kan spore meget, og det gør vi også, når det handler om de landbaserede væddemål. Det vil være dumt at bruge Danske Spil til hvidvask, siger hun.

Søik offentliggjorde tidligere i år rapporten "Hvidvask i Danmark - Den nationale risikovurdering 2018".

Rapporten findes i en offentlig version. Men Børsen er i besiddelse af en længere, fortrolig version.

Og her får man ifølge avisen indtryk af, at risikoen for at blive opdaget i hvidvask med landbaserede væddemål er ganske lav.

Skal indberette transaktioner

Statsejede Danske Spil er den suverænt største spiludbyder og pålagt at indberette mistænkelige transaktioner.

I 2018 indberettede Danske Spil 5895 mistænkelige transaktioner på onlineområdet.

Området vurderes som lavrisiko i forhold til hvidvask på grund af høj sporbarhed i det rent digitale miljø.

Antallet fra kioskvæddemål var blot 95. Det står i kontrast til, at risikoen for hvidvask af Søik vurderes til at være markant højere på væddemålene end på onlineområdet.