Krimi

Politiet efterlyser bil efter eksplosion på Amager

Billederne viser bilen inden tyveriet.

Politiet mener, at bilen blev stjålet i Hvidovre i begyndelsen af oktober.

Københavns Politi efterlyser en hvid Seat Leon, der bliver sat i forbindelse med en sprængning på en vandpibecafé på Amager i midten af oktober.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Bilen blev stjålet natten mellem 4. og 5. oktober 2019 fra en parkeringsplads ved Bymuren 171 i Hvidovre.

Det er politiets opfattelse, at gerningsmændende bag sprængningen på vandpibecaféen Arguileh 14. oktober kørte i bilen.

Helt konkret er det en hvid Seat Leon Van 2,0 TSI med registreringsnummer BF 23 312, som politiet leder efter.

Københavns Politi vil gerne i kontakt med borgere, der har kendskab til, hvor bilen befinder sig nu, samt vidner, der har set bilen, efter den blev stjålet.

Desuden ønsker politiet oplysninger om, hvem der har kørt i bilen efter tyveriet.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Københavns Politi på telefon 1-1-4.

En del af bandekonflikten

I forbindelse med sprængningen på caféen udtalte politiet, at de formodede, at den var en del af bandekonflikten i København.

Sprængningen var formentlig forårsaget af en håndgranat.

Det er ikke første gang i efterforskningen, at politiet har fokus på en bil. Allerede på dagen for sprængningen efterlyste politiet vidner, der havde set en bil forlade stedet.

Ingen kom til skade i forbindelse med eksplosionen.