Krimi

Kvinde dømt for at partere sin mand

Politiets teknikere og hjemmeværnsfolk undersøgte parrets hjem i  Herlev i november sidste år (Arkivfoto).

Den 69-årige kvinde blev anholdt i november sidste år i Herlev. Hun var oprindeligt sigtet for drab, men sigtelsen frafaldt.

En 69-årig kvinde er ved Retten i Glostrup dømt for usømmelig omgang med sin mands lig.

For det er hun tildelt en betinget straf på fire måneders fængsel med et års prøvetid.

Sagen blev i retten behandlet som en tilståelsessag, og der var afsat en halv time til dagens retsmøde.

Den 69-årige kvinde blev anholdt i november sidste år i parrets fælles hjem i Herlev.

Dengang lød sigtelsen på drab og usømmelig omgang med lig, men drabssigtelsen blev droppet i august i år.

Gravede ligdele ned i haven

Kvinden parterede liget af sin mand i juli 2018 og gemte ligdelene flere forskellige steder.

Mandens hoved og det ene ben blev gemt i en fryser, mens resten af mandens jordiske rester blev nedgravet i en blomsterkumme i husets have.

I forbindelse med efterforskningen på Tofteledet i Herlev, er en ældre kvinde tirsdag anholdt og sigtet for krænkelse af gravfreden og usømmelig omgang med lig. Det erfarer TV 2. Video: Asger Manuel Jørgensen

Senere gravede hun ligdelene op og efterlod dem på Krebsdammen, som også ligger i Herlev.

Natten til 5. november 2018 flyttede kvinden igen mandens hoved og ben til haveforeningen Hjortespring i Herlev, og samme dag blev hun anholdt af politiet.

Kvinden har erkendt de faktiske forhold i sagen, men har afvist at skulle have dræbt sin mand.

Han blev i maj 2018 erklæret terminal syg, og den 68-årige kvinde har forklaret, at hans død skete af naturlige årsager.