Spirituskontrol over hele landet i nat: 36 anholdt - tre på løbehjul

I samarbejde med TV2 Nord

Det er en stigning i forhold til sidste år.

Over hele landet udførte politiet fredag spirituskontroller i forbindelse med J-dag, hvor årets julebryg kom på gaden.

Resultatet er ført til 36 sigtelser for spirituskørsel mellem klokken 21 fredag og klokken 6 lørdag - heraf tre på el-løbehjul, oplyser Rigspolitiet til TV 2 lørdag.

Derudover har politiet registreret syv færdselsuheld, hvor spiritus var en medvirkende faktor.

På J-dag i 2018 blev 24 personer sigtet for spirituskørsel, mens politiet registrerede fire uheld, hvor spiritus havde en medvirkende faktor.

Promille på 2,38

Frigivelsen af julebryggen sender traditionelt mange mennesker i byen, og derfor er politiet også opmærksomme på både spritbillister og uroligheder i nattelivet.

I Nordjylland var politiet på vejene i særligt Aalborg og Hjørring, og ud på de sene nattetimer kunne de sigte ni bilister for spritkørsel samt en person for at køre bil i narkopåvirket tilstand. En af de sigtede havde en promille på 2,38.

- Det er skræmmende, at så mange sætter sig bag rattet i påvirket tilstand, siger vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi til TV 2 Nord.

Tidligt lørdag morgen oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter, at der i aftenens og nattens løb er foretaget syv anholdelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i politikredsen.

Østjyllands Politi oplyser, at patruljer i nattens løb kørte ud til adskillige slagsmål og anden uorden i politikredsen. I alt er der anholdt 12 personer i nattens løb. Heraf blev 10 anholdt i Aarhus og to i Randers.

TV 2 har desuden været i kontakt med Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi, som oplyser, at de ikke har oplevet flere anholdelser end en normal fredag aften.