Millionsvindel i Socialstyrelsen

Afhøring af Britta Nielsen udsættes - igen

Britta Nielsens forsvarsadvokat bad om en redegørelse fra anklagemyndigheden fredag.

Retssagen mod svindeltiltalte Britta Nielsen er udskudt igen.

Det fortalte retsformand Vivi Sønderskov Møller, kort efter at retsmødet skulle være begyndt i retssal 60 i Københavns Byret.

Der er fremsat spørgsmål til anklagemyndigheden, som der skal findes svar på:

- Derfor udsætter vi selve afhøringen af Britta Nielsen til efter 5. november. Retsmødet udsat indtil da, lød det fra retsformand Vivi Sønderskov Møller.

Beslutningen kommer i kølvandet på, at Britta Nielsens forsvarsadvokat, Nima Nabipour, på retssagens første dage torsdag og fredag i sidste uge argumenterede for, at forsvaret ikke har været nok inddraget i den aftale, der blev indgået mellem Britta Nielsen og de danske myndigheder, da hun sad fængslet i Sydafrika sidste år.

Anklagemyndigheden fortalte, at der er sket en fejl, da udleveringsaftalen mellem Britta Nielsen og de danske myndigheder ikke er blevet lagt ind i dokumenterne, der omhandler sagen.

Derfor bad Nima Nabipour fredag om en redegørelse af, hvordan aftalen var kommet i stand, og hvordan forsvareren, ham selv, blev inddraget i beslutningen.

Forsvarer: Må jo sørge for, at det sker

Og det handler netop om dette manglende bilag. Det fortæller Nima Nabipour til TV 2:

- Når der ikke er alle sagsakter, og man kan være usikker på, om der kunne være andet, der ligger og ulmer, som man ikke har fået, må man jo sørge for, at det sker. Derfor har jeg anmodet om en redegørelse fra anklagemyndighedens side, siger han.

Han vil dog ikke forklare, hvad anmodningen direkte indeholder, men han oplyser til TV 2, at han har fremsat i alt 24 punkter, som han ønsker svar på.

Britta Nielsen blev anholdt 5. november 2018 og underskrev 8. november en udleveringsaftale med sin beskikkede sydafrikanske advokat. Aftalen gjorde, at hun først blev løsladt og siden fulgt til Danmark af to danske betjente. Først da hun landede i Danmark, blev hun igen anholdt.

Men aftalen lød også, at hun var indforstået med, at hun kunne blive retsforfulgt i Danmark, uanset hvilke tiltaler hun senere ville blive mødt af.

Kan øge straf fra 8 til 12 år

Og det er det essentielle i forsvarets anke.

For i anklageskriftet har anklagemyndigheden siden gjort det klart, at den foruden at tiltale Britta Nielsen for dokumentfalsk, embedsmisbrug og bedrageri også ville forsøge at benytte sig af paragraf 88 i straffeloven.

Jeg kender til de danske regler. Og jeg kender også til rækkevidden af sådan en underskrift

Nima Nabipour, forsvarsadvokat for Britta Nielsen

Bedrageri giver op til otte års fængsel, men ved at benytte paragraf 88 i straffeloven kan straffen øges til 12 år. Nima Nabipour mener ikke, at forholdene for at opfylde paragraffen er opfyldt, og han havde heller ikke rådet sin klient til at skrive under:

Hvad siger paragraf 88?

Bedrageri giver op til otte års fængsel, men ved at benytte sig af paragraf 88 i straffeloven kan dette øges til 12 år, da paragraffen lyder:

- Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve.

Kilde: Retsinformation.dk

- Jeg er hendes danske advokat. Og jeg kender til de danske regler. Og jeg kender også til rækkevidden af sådan en underskrift, og at man kan blive retsforfulgt for nærmest hvad som helst.

- Jeg tvivler på, at den sydafrikanske advokat har haft kendskab til den bagvedliggende sag, paragraf 88 og den danske straffelov, siger Nima Nabipour til TV 2.

Nima Nabipour var forsvarer for Britta Nielsen, da hun blev anholdt. Men han var ikke til stede i Sydafrika, og han fik, ifølge ham selv, ikke lov til at kontakte Britta Nielsen, mens hun sad fængslet.

Han havde derfor ikke mulighed for at rådgive eller oversætte aftaleteksten, lyder anken. Det står ikke klart, hvorfor forsvarsadvokaten først har anmodet om aftaleteksten ved sagens begyndelse.

Britta Nielsen mødte op

Der var helt indtil retsdagens begyndelse tvivl om, hvorvidt Britta Nielsen ville deltage.

For på retssagens første dag blev Britta Nielsen hentet i en ambulance, da hun fik det skidt. Nima Nabipour fortalte, at hun gennem sin fængsling har haft hjerteproblemer.

Men Britta Nielsen var til stede på tirsdagens meget korte retsmøde, der skulle være startet 9.30, men først kom i gang 9.45.

Her bar Britta Nielsen en sort blazer med en sort- og hvidmønstret t-shirt under.

Til stede i retten var også hendes søn, Jimmy Hayat, der er sigtet for hæleri. De to udvekslede korte smil.

Nima Nabipour fortalte, at det er hans oplevelse, at Britta Nielsen har det godt, og at hun fortsat ønsker at afgive forklaring.

På retssagens første dag, torsdag, erklærede Britta Nielsen sig via sin forsvarsadvokat delvist skyldig, da hun erkendte at have overført penge fra Socialstyrelsen til sig selv. Erkendelsen blev kun delvis, da hun ikke kan huske alle transaktioner, sagde forsvareren.

På retssagens anden dag var Britta Nielsen for syg til at deltage.