Millionsvindel i Socialstyrelsen

Britta Nielsens forsvarer stærkt utilfreds med udleveringsaftale - kræver redegørelse

Forsvareren mener, at der er vigtige oplysninger, han ikke har fået. Anklagemyndigheden erkender fejl.

Retssagen mod den svindeltiltalte Britta Nielsen skulle fredag være fortsat i Københavns Byret, men sagen blev afbrudt, da hovedpersonen havde meldt sig syg og ikke kunne møde i retten.

Inden da nåede bølgerne igen at gå højt mellem Britta Nielsens forsvarsadvokat, sagens anklagere og retsformanden.

Jeg havde nok ikke rådet nogen som helst til at underskrive sådan en aftale

Nima Nabipour, forsvarer for Britta Nielsen

Forsvarsadvokat Nima Nabipour kritiserer anklagemyndigheden for manglende involvering i forhold til aftalen om Britta Nielsens udlevering fra Sydafrika. Derudover siger han, at der er oplysninger og bilag, som han først nu har fået, da de ved en fejl ikke var en del af sagen.

Anklager Kia Reumert erkender, at det er en fejl, at aftalen ikke har været i sagsdokumenterne.

- For at sige det ganske kort, så mener jeg ikke, at forsvaret har været inddraget i den korrespondance og den aftale, der blev lavet. Det er selvfølgelig essentielt for tilrettelæggelsen af forsvaret, at jeg er bekendt med alle sagens bilag. Det er jeg utilfreds med, siger Nima Nabipour til TV 2.

Tv-klip bekræfter aftale

I aftalen fra 8. november 2018, der bærer Britta Nielsens underskrift, står der, at hun er villig til at blive retsforfulgt i Danmark, uanset hvilke tiltaler hun senere vil blive mødt af.

Nima Nabipuour mener ikke, at det harmonerer med, hvad han har været bekendt med fra den beskikkede advokat, som Britta Nielsen havde i Sydafrika. Han vil derfor bede Anklagemyndigheden om en redegørelse for, hvordan den erklæring er kommet i stand, og hvordan forsvareren, ham selv, er blevet inddraget i beslutningen.

- Det er ikke sikkert, det medfører noget, men det er meget rart at få det belyst og kunne tage stilling til spørgsmålet på et oplyst grundlag, siger forsvarsadvokaten til TV 2.

Inde i retten redegjorde anklager Kia Reumert for forløbet omkring udleveringsaftalen. Men hun fortalte også, at det ikke har været et problem før nu, og at aftalen blev læst op i retten i Sydafrika - en oplæsning der blev filmet og har været vist på TV 2 NEWS. Se klippet her:

Betingelserne i aftalen om Britta Nielsens udlevering til Danmark blev 8. november læst op i retten i Sydafrika.

Det er dog ikke tilstrækkeligt, for at man kan sige, at forsvaret er informeret, siger Nima Nabipour.

- Det er ikke pressen, der skal levere sagsakter, det er politi og anklagemyndigheden, fortæller han til journalisterne.

Også forsvarsadvokat Jan Schneider, der repræsenterer Britta Nielsens søn Jimmy Hayat, mener, at en redegørelse er på sin plads:

- Det er et helt grundlæggende princip, at forsvarsadvokater ikke skal holde sig orienteret om en sag via livedækning på TV. Alle bilag skal ind i sagen - det er helt grundlæggende, siger han til TV 2.

Det er et helt grundlæggende princip, at advokater ikke skal holde sig orienteret via mediernes dækning. Herunder livedækning. Det siger advokat Jan Schneider, der repræsenterer Britta Nielsens søn, Jimmy Hayat. Video: Kasper B. Andreasen

Jan Schneider siger, at det er for tidligt at spå om konsekvenser, men sagen, og Anklagesmyndighedens ageren, minder ifølge ham om den såkaldte Nordlys-sag fra Christiania. Her blev en anklagerdømt for at have påvirket vidner og løjet for retten.

Undrer sig over forløb i Sydafrika

Oplysningerne i udleveringsaftalen er centrale for sagen mod Britta Nielsen, da anklagemyndigheden vil benytte sig af paragraf 88 i straffeloven, der i særligt grove tilfælde kan øge strafferammen med 50 procent.

Den paragraf vil Nima Nabipour dog have fjernet fra sagen. Han mener ikke, at Britta Nielsens forbrydelser har været grove nok til, at denne paragraf tages i brug.

Derfor er han uforstående over for, at han ikke er informeret om indholdet af udleveringsaftalen, hvor hun frivilligt lader sig udlevere, uanset hvilke tiltaler, hun bliver konfronteret med i Danmark.

Direkte adspurgt, om han ville have anbefalet hende ikke at skrive under, lyder svaret:

- Jeg havde hvert fald gennemgået den med hende på dansk og ikke på engelsk, eller hvad der ellers er foregået dernede. Jeg ved det simpelthen ikke, men jeg havde nok ikke rådet nogen som helst til at underskrive sådan en aftale, hvor man bare kan blive udleveret til nærmest enhver tiltale.

Bad utilfreds forsvarer om at sætte sig

Forsvareren fik dog ikke lov at kommentere forløbet inde i retslokalet, og det var han stærkt utilfreds med, og han diskuterede med retsformand Vivi Sønderskov Møller for at få ordet.

- Prøv lige at sætte dig ned og tag det roligt. Jeg forstår, at du har nogle ting, som du mener ikke er blevet fremlagt. Men jeg ved ikke helt, hvad vi kan bruge dagen mere på i dag, sagde hun.

I stedet skal Nima Nabipour nu skriftligt anmode anklagemyndigheden om en redegørelse.