Millionsvindel i Socialstyrelsen

Britta Nielsen har meldt sig syg og møder ikke i retten

Sagen om millionsvindel i Socialstyrelsen fortsætter fredag i Københavns Byret, men det bliver uden sagens hovedperson.

Fredag morgen klokken 09.30 skulle retssagen mod den svindeltiltalte Britta Nielsen være genoptaget i Københavns Byret. Men sådan gik det ikke.

Godt ti minutter før retsmødets begyndelse kunne retsformand Vivi Sønderskov Møller oplyse, at Britta Nielsen har meldt sig syg.

Retsmødet blev derfor foreløbigt forsinket til 10.30, og Journalister og tilhørere blev bedt om at forlade retslokalet.

Efterfølgende blev retsmødet helt aflyst. Næste retsmøde er på tirsdag.

Hentet i ambulance torsdag

Britta Nielsen blev på retssagens første dag torsdag kørt fra retten i en ambulance - uden udrykning - efter at hun var blevet svimmel under retsmødet.

Her forklarede hendes forsvarsadvokat, Nima Nabipour, at hun tidligere har døjet med hjerteflimmer.

Derfor har det været uvist, om hun ville møde i retten fredag, men forventningen var, at hun ville møde op.

Omdiskuteret paragraf på programmet

65-årige Britta Nielsen er tiltalt for groft bedrageri, embedsmisbrug og dokumentfalsk. Hun erklærede sig torsdag skyldig i at have overført penge til sig selv.

Ved torsdagens retsmøde forelagde anklager Lisbeth Jørgensen og Kia Reumert fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, deres beviser.

På retsmødet diskuterede retsformand, anklagere og forsvarsadvokat, da sidstnævnte ikke mente, at der var belæg for at benytte sig af paragraf 88, som anklageren ellers ønsker.

Straffelovens paragraf 88 kan i særligt grove tilfælde øge strafferammen med 50 procent, hvorfor Britta Nielsen risikerer ikke bare otte års fængsel, men 12 år for groft bedrageri.

Rettten besluttede, at fredagens retsmøde blandt andet ville indeholde forsvarer og anklagers procedering for og imod brugen af paragraf 88.